En teenager har mistet livet efter at være blevet udsat for et knivoverfald. Politiet har anholdt en ung mand, men motivet er fortsat ukendt.
En dreng på blot 16 år har mistet livet, efter at han blev udsat for et voldsomt knivoverfald i Roskilde fredag aften.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi lørdag morgen i en pressemeddelelse.
Politiet har fundet frem til og anholdt en ung mand, der mistænkes for at stå bag overfaldet på gaden ved Louisevej.
Til trods for anholdelsen, står baggrunden og bevæggrunden dog stadig hen i det uvisse.
“Hvad der er gået forud for det, og hvad motivet er, har vi ikke nogle sikre oplysninger om endnu,” siger kommunikationschef Thomas Kristensen ifølge Ritzau og tilføjer:
“Men der er nogle ting, der gør, at vi mener, at vi kan knytte den anholdte til overfaldet.”
Massiv politiindsats
Meldingen om overfaldet nåede frem til politiet fredag klokken 17.33.
Ordensmagten rykkede kort tid efter talstærkt ud til Louisevej for at efterforske sagen, oplyste Midt- og Vestsjællands Politi tidligere på aftenen.
De mange fremmødte betjente ledte naturligvis både efter spor og talte med vidner på gerningsstedet.
Politiet varslede desuden en indsats af flere timers varighed og bad folk følge anvisningerne og holde sig fra afspærringerne.
Ungdomsfest i området
Ifølge Sjællandske Nyheder blev der fredag aften holdt en såkaldt puttefest tæt på det sted, hvor den 16-årige dreng blev knivstukket.
Politiet er da også ganske bekendt med det faktum, at en større gruppe unge har samlet sig i området på grund af festen.
Om der er en forbindelse mellem festen og overfaldet, har kommunikationschefen dog ikke ønsket at be- eller afkræfte.
Den 16-årige dreng, der blev offer for knivoverfaldet, er ifølge samme medie netop begyndt på Himmelev Gymnasium.
Skolens ledelse har i en besked fredag aften oplyst, at eleverne fra lørdag morgen kan få hjælp af en krisepsykolog på stedet.