Manden blev for nylig Danske Spils Lotto Millionær nummer 4.010, da hans kupon blev trukket ud som vinder af ekstratrækningen Millionærchancen.
”Når man har vundet en million i Lotto, skal man så ikke bare sige, at NU skal den drøm udleves?”
Sådan lyder et retorisk spørgsmål fra en mand på den københavnske Vestegn – og han efterlader ikke nogen tvivl om svaret – for selvfølgelig skal man det.
Manden blev for nylig Danske Spils Lotto Millionær nummer 4.010, da hans kupon blev trukket ud som vinder af ekstratrækningen Millionærchancen. Og det rækker rigeligt til at føre en drøm eller to ud i livet.
Opfylder livslang dram
Den første drøm, som manden og hans kone skal føre ud i livet, er at tage på et længere krydstogt til Japan og Korea.
”Det er en drøm, jeg har haft i flere år,” fortæller manden. Han tilføjer, at det første kim til den drøm nok blev sået dengang, han opdagede, at han ikke var skabt til at sidde stille på skolebænken.
”Nej, skole var nok ikke lige mig, og i stedet sejlede jeg som ung med ØK på Japan igennem tre år,” fortæller manden som forklaring på, hvorfor det lige er Japan, der er udgangspunktet for turen, som både han og konen glæder sig enormt meget til.
”Vi har været på krydstogt flere gange. Hotellet flytter sig, fra du går om bord ud på eftermiddagen. Så hygger man, spiser god mad, går i teatret eller hvad pokker man nu finder på. Og når du så står op næste dag, så ligger du et nyt sted. Det er det, jeg rigtig godt kan lide,” siger han og forklarer yderligere:
”Hvis man kan lide luksus, så skal man tage på krydstogt. Du skal ikke røre en finger. Jo, du skal selv vaske dig og smøre dig ind i solcreme og spise din mad. Ellers bliver alt lavet for dig. Dét kalder jeg luksus,” siger han.
Gemmer opsparingen til næste gang
Parret havde i forvejen sparet et stort beløb op til rejsen, men det gør jo ikke noget, for som manden siger:
”Den opsparing kan vi jo så bare bruge til den næste rejse.”
Og sådan bliver det: Opsparingen og de 900.000 kroner, der er tilovers fra gevinsten på Lotto, skal enten investeres eller bruges til at rejse for, men der har parret dog endnu ikke lagt konkrete planer, men det er ok, mener manden.
”Der står jo ingen udløbsdato på pengene.”