Forside Hus og have Smid ikke din gamle kompost ud: I august kan den...

Smid ikke din gamle kompost ud: I august kan den være guld værd for haven

muld gødning kompost
Shutterstock

Den gamle kompost behøver langt fra ende som affald, når sommeren går på hæld.

Sommeren går så småt på hæld, og for mange haveejere betyder det, at oprydningen i krukker, bede og drivhus snart begynder.

Her kan det være fristende at tømme den gamle kompost ud og starte på en frisk næste år.

Det kan dog være en dyr og unødvendig fejl. Den gamle kompost er nemlig langt fra værdiløs, og netop i august kan den få nyt liv med nogle ganske simple greb.

Det fortæller haveekspert Michael Griffiths, der opfordrer haveejere til at genbruge komposten frem for at smide den ud.

Sådan giver du komposten nyt liv

Først skal den gamle kompost hældes ud i en bakke eller på et egnet underlag.

Herefter gælder det om at fjerne gamle rødder, ukrudt og sten. Komposten skal derefter brydes op, så den igen bliver løs og smuldrende.

Når det er gjort, kan næringen tilføres.

Michael Griffiths anbefaler at komme en håndfuld almindelig gødning i og derefter blande frisk kompost eller godt omsat gødning sammen med den gamle.

“En del frisk til to dele gammel er en god tommelfingerregel,” lyder rådet fra haveeksperten.

Når det hele er blandet grundigt sammen, kan komposten igen tages i brug.

Det skriver Mirror.

Derfor er august et godt tidspunkt

Der er flere fordele ved at genbruge komposten.

Først og fremmest kan det spare penge og reducere spild.

Samtidig kan gammel kompost fungere glimrende som jordforbedring, så længe den ikke stammer fra planter, der har været ramt af sygdom eller skadedyr.

Blandes den eksempelvis ned i tung lerjord, kan den være med til at gøre jorden mere luftig. I sandet jord kan den omvendt hjælpe med at holde bedre på vandet.

Gammel kompost kan også bruges som jorddække omkring etablerede planter, hvor den kan bidrage til at holde på fugten og begrænse ukrudt.

August fremhæves som et særligt godt tidspunkt.

Her kan komposten bruges til at gøre havens bede klar til efterårsafgrøder eller få lov til at modne yderligere frem mod næste sæson.

Så før den gamle kompost ryger ud under sensommerens oprydning, kan det betale sig at tænke sig om en ekstra gang.

Med ganske få tilføjelser kan det, der lignede haveaffald, nemlig blive værdifuldt for haven igen.

Ads by MGDK