Forside Udland Tre lufthavne har været udsat for angreb: Dine private oplysninger...

Tre lufthavne har været udsat for angreb: Dine private oplysninger kan være stjålet

Luggage, kuffert, rejse
Shutterstock

Dine private oplysninger kan være havnet i de forkerte hænder efter cyberangreb.

Millioner af mennesker rejser hvert år gennem Europas store lufthavne og efterlader samtidig en række personlige oplysninger, når de eksempelvis bestiller parkering eller benytter lufthavnenes tjenester.

Netop den slags oplysninger kan nu være havnet i de forkerte hænder efter et omfattende cyberangreb i England.

I alt er oplysninger fra omkring 8,7 millioner kunder blevet stjålet i forbindelse med et angreb, der har ramt Manchester Lufthavn, Stansted Lufthavn og East Midlands Lufthavn.

Det skriver Sky News.

Flere typer oplysninger er blevet stjålet

De tre lufthavne drives af Manchester Airports Group, og ifølge mediet omfatter de stjålne data blandt andet kundernes e-mailadresser og telefonnumre.

Derudover kan oplysninger som postnumre og køretøjers registreringsnumre være blandt de data, som gerningsmændene har fået adgang til.

Det betyder, at personer, der tidligere har benyttet tjenester i en af de tre lufthavne, potentielt kan være berørt af angrebet.

Manchester Airports Group oplyser, at selskabet reagerede hurtigt, da hændelsen blev opdaget. Samtidig er de relevante myndigheder blevet orienteret om sagen.

“Vi har straks inddæmmet risikoen og har arbejdet med specialiserede rådgivere og taget passende skridt til at beskytte vores kunder og systemer,” siger en talsmand for Manchester Airports Group ifølge Sky News.

Millioner af rejsende bruger lufthavnene

De tre berørte lufthavne ligger forskellige steder i England og bruges hvert år af millioner af både britiske og udenlandske rejsende.

Manchester Lufthavn er en af Storbritanniens største lufthavne uden for London og er blandt andet et populært valg for danskere, der rejser til byen på ferie eller for at se fodbold.

Stansted Lufthavn ligger nordøst for London og bruges især af mange lavprisselskaber.

Derfor er den også et hyppigt udgangspunkt for turister, der skal videre ind til den britiske hovedstad.

East Midlands Lufthavn ligger centralt i England mellem Nottingham, Derby og Leicester.

Det er endnu ikke oplyst, hvem der står bag cyberangrebet. Manchester Airports Group arbejder fortsat sammen med eksperter og myndigheder om sagen og om at beskytte de kunder, der kan være berørt.

Ads by MGDK