En ny vaccinationsrunde er på vej, og 1,3 millioner danskere får snart besked.
Efteråret har meldt sin ankomst, og dermed nærmer en periode sig, hvor influenza, covid-19 og andre luftvejsinfektioner igen ventes at fylde mere.
Det betyder samtidig, at en stor del af den danske befolkning snart vil modtage en invitation til vaccination.
Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut tager nemlig hul på årets vaccinationsindsats, og denne gang kan omkring 1,3 millioner danskere forvente at blive kontaktet direkte.
Invitationerne sendes ud nu
Det er danskere på 65 år og derover, der automatisk bliver inviteret til vaccination mod både influenza og covid-19.
Invitationerne bliver sendt ud fra den 9. september og resten af måneden.
De lander som udgangspunkt i Digital Post, mens borgere, der er fritaget fra digitale løsninger, modtager et fysisk brev.
Når invitationen er kommet, kan man bestille en tid. Selve vaccinationsperioden løber fra 1. oktober til 20. december 2026.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man tager imod tilbuddet, selv hvis man føler sig sund og rask.
“For langt de fleste er influenza og covid-19 ikke alvorlige sygdomme, men risikoen for at blive alvorligt syg stiger med alderen,” siger enhedschef Kirstine Moll Harboe fra Sundhedsstyrelsen.
Det skriver TV2.
Flere kan få gratis vaccination
Det er dog ikke kun danskere over 65 år, der er omfattet af det gratis tilbud.
Personer under 65 år kan også være omfattet, hvis de eksempelvis har kronisk hjerte- eller lungesygdom, diabetes, svært nedsat immunforsvar eller andre tilstande, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb.
Gravide i andet og tredje trimester tilbydes desuden vaccination mod influenza.
Disse grupper får ikke nødvendigvis en automatisk invitation. I stedet kan de fra 29. september selv bestille tid via vacciner.dk.
Vaccination af børn under 18 år med kronisk sygdom vil ske efter en individuel lægelig vurdering.
Derfor anbefales en ny vaccination
Selv danskere, der tidligere er blevet vaccineret, anbefales at tage imod årets tilbud.
Forklaringen er ifølge Sundhedsstyrelsen, at beskyttelsen fra tidligere vaccinationer aftager over tid. Samtidig ændrer både influenza- og coronavirus sig løbende.
En ny vaccination skal derfor mindske risikoen for et alvorligt sygdomsforløb og indlæggelse.
Vaccinationerne bliver tilbudt på vaccinationscentre rundt omkring i landet, som etableres af regionerne og Danske Lægers Vaccinations Service.