To forseelser fylder meget i gadebilledet.
Der findes få ting så frustrerende for bilister som at komme tilbage til sin bil, hvor en seddel i forruden fortæller, at man har fået en p-afgift.
I Aarhus Kommune er det sket 34.781 gange fra 1. januar til 8. september i år, og hvis man gerne vil undgå at skulle punge ud med hundredevis af kroner, så kan det være en god idé at være opmærksom på, hvad de mest hyppige årsager til p-afgifter i Aarhus er.
For her fylder to forseelser helt ekstraordinært meget.
Det viser tal fra Aarhus Kommune, som Autoparts24 har analyseret.
To forseelser fylder meget
Med 9.285 afgifter er manglende betaling for parkering den hyppigste årsag til udstedelse af parkeringsafgifter i Aarhus i år.
Lige i hælene på førstepladsen finder vi standsning eller parkering i eller ved et vejkryds, som 8.933 bilister har modtaget en afgift for.
Forseelsen dækker mestendels over, at man ikke har parkeret 10 meter eller længere fra en tværgående kørebane.
De to årsager er så tæt på hinanden, at de reelt deler førstepladsen, og tilsammen står de for lidt mere end halvdelen af samtlige p-afgifter i kommunen.
På tredjepladsen kommer parkering i ubetinget standsningsforbud med 2.425 afgifter, efterfulgt af parkering på fortov og overskridelse af tidsbegrænset parkering, der har kostet bilister henholdsvis 2.294 og 2.276 afgifter.
Når det kommer til steder, hvor bilister i Aarhus er særligt udsatte for p-afgifter, skiller Navitas P-anlæg på havnen sig negativt ud med 1.656 afgifter.
Det er knap fem procent af alle afgifter i Aarhus, og det er samtidig det sted i Aarhus, hvor flest klager – 122 klager i år, flere end noget andet sted i kommunen.
Bilisterne klagede i godt syv procent af de afgifter, der blev uddelt i p-anlægget, og det gav pote: knap fire ud af ti klager endte med, at afgiften blev annulleret.
Top 10 årsager til parkeringsafgifter i Aarhus i 2026
