Volkswagen har fundet fejl i en række bil, der har medført, at fire millioner biler nu må tilbagekaldes.
Volkswagen-koncernen står i en rigtig ærgerlig situation, da de har været nødt til at tilbagekalde omkring fire millioner biler.
Den tyske avis Handelsblatt skriver, at det skyldes, at der potentielt kan være en fejl i styretøjet.
Ifølge norske Finansavisen rammer tilbagekaldelsen modeller fra mærkerne Volkswagen, Audi, Skoda og Seat, der alle er en del af koncernen.
Millioner af biler berørt
Ifølge det tyske motorkøretøjskontor gælder det mere end to millioner biler af mærket Volkswagen og over en million fra Skoda. Dertil kommer cirka 700.000 fra Audi og omtrent 200.000 fra Seat.
Hos Volkswagen er modellerne Golf, Golf Variant, Tiguan, Touran og Caddy omfattet, såfremt de er fremstillet fra 2013 til 2024. Det samme gælder Audi Q3, skriver Handelsblatt.
Selve fejlen knytter sig til en skrueforbindelse i styretøjet, som der naturligvis skal rettes op på hurtigst muligt.
Når bilerne har kørt i mange år og været udsat for vejsalt, kan skruen risikere at knække, og i værste fald kan det resultere i, at styretøjet helt ender med at sætte ud.
Ingen er kommet til skade
En talsperson fra koncernen har udtalt sig til nyhedsbureauet AFP og har i denne forbindelse gjort det klart, at der er tale om et forebyggende skridt:
“Vi tilbagekalder nu de berørte køretøjer som en sikkerhedsforanstaltning, og der er ikke sket personskader,” lyder det.
Det er også værd at nævne, at der heller ikke foreligger nogen oplysninger om alvorlige skader på materiel.
At bilerne bliver tilbagekaldt, er heller ikke ensbetydende med, at fejlen findes i dem alle. Ifølge Finansavisen er det ikke muligt at håndtere problemet med en opdatering af softwaren, og derfor skal bilerne ind på et værksted for at få skiftet delen.
Talspersonen oplyser til AFP, at ejerne godt kan bruge bilerne, indtil de har fået en aftale hos en forhandler.