Donald Trump har igen fremsat sit vilde løfte, og har i samme ombæring benyttet sig af muligheden for at håne sine rivaler.
Donald Trump har natten til søndag dansk tid igen stillet amerikanerne et beløb på intet mindre end 5.000 dollar i udsigt.
Det er dog værd at nævne, at der er en betingelse forbundet med det, hvilket er, at Republikanerne sikrer sig begge kamre i Kongressen ved midtvejsvalget den 3. november.
Løftet har han ifølge Ritzau endnu engang delt i et opslag på præsidentens eget medie, Truth Social.
“Et udbytte på 5000 dollar til alle voksne, hvis Republikanerne vinder! Dummokraterne (‘Dumocrats’, red.) kan ikke gøre det her,” skriver han.
Ikke første gang
Løftet er naturligvis et vildt ét af slagsen, da der omregnet er der tale om godt 32.000 kroner til hver voksen person i USA.
Præsidenten luftede tanken første gang på et republikansk partimøde i Texas tidligere på måneden. Dengang sagde han, at udbetalingen var koblet til, hvad han selv beskrev som landets store økonomiske fremgang.
Han satte dog en enkelt betingelse for de penge, der lander på borgernes konti.
“Den eneste betingelse, jeg stiller, er, at det udbytte, vi udbetaler, skal bruges i USA,” sagde han.
Historisk lav opbakning
Flere medier påpegede allerede i forbindelse med hans første løfte, at det står hen i det uvisse, hvordan ordningen konkret vil kunne skrues sammen, og om den reelt set kan gennemføres inden for lovens rammer.
Selv er Trump ikke på stemmesedlen til det kommende valg, hvor alle pladser i Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatets skal besættes.
En måling fra Ipsos, som analyseinstituttet har lavet på vegne af nyhedsbureauet Reuters, har vist, at Trumps popularitet aldrig har været lavere i hans politiske karriere.
Ifølge Reuters står Republikanerne overfor et stort stykke arbejde med at skulle få vælgere op af sofaen, da deltagelsen ved midtvejsvalg normalt ligger over 10 procentpoint under et præsidentvalg.
En måling offentliggjort i løbet af denne weekend viste desuden, at 42 procent af demokraterne var ‘meget begejstrede’ for at stemme mod 28 procent af republikanerne.