Forside Politik Pia Olsen Dyhr bekræfter: Store Bededag vender tilbage – men...

Pia Olsen Dyhr bekræfter: Store Bededag vender tilbage – men der er en pris

Pia Olsen Dyhr
Johan Wessman / News Oresund, CC BY 2.0 , via Wikimedia Commons

Store bededag er på vej tilbage, men der følger en vigtig økonomisk detalje med.

Store bededag har været væk som officiel fridag siden 2024, men nu er der nyt til de danskere, der savner den.

Regeringen vil genindføre helligdagen, og planen er, at danskerne igen skal kunne holde fri på store bededag fra 2030.

Det bekræfter økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), som fremhæver ønsket om en fælles fridag for familier.

Men når fridagen vender tilbage, følger der også en økonomisk konsekvens for lønmodtagerne.

Danskerne skal selv betale

Da store bededag blev afskaffet, blev lønmodtagere kompenseret økonomisk for den ekstra arbejdsdag.

For månedslønnede blev der indført et løntillæg på 0,45 procent.

Når fridagen efter planen vender tilbage, skal arbejdsmarkedets parter derfor finde en løsning på løndelen ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Regeringens udgangspunkt er, at man ikke både skal beholde kompensationen for at arbejde på dagen og samtidig få dagen tilbage som fridag.

Pia Olsen Dyhr siger til DR:

“Jeg er sikker på, at danskerne godt forstår, at man ikke skal have løn, hvis man har fri.”

Det betyder altså, at store bededags comeback ikke bliver økonomisk gratis for lønmodtagerne.

Skal på plads inden 2030

Planen er, at regeringen fremsætter lovforslaget i foråret 2027.

Timingen skal give arbejdsmarkedets parter mulighed for at håndtere konsekvenserne ved overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2028 og det offentlige arbejdsmarked i 2029.

Derefter er planen, at store bededag igen bliver helligdag fra 2030.

Pia Olsen Dyhr lægger ikke skjul på, hvorfor hun ønsker dagen tilbage.

“Jeg tror, rigtig mange danskere gerne vil have en fridag sammen med deres familie, hvor alle har fri samme dag,” Siger hun til DR.

Forsvandt i 2024

Store bededag blev afskaffet ved en lovændring i 2023 og ophørte som helligdag fra 2024.

Afskaffelsen skulle blandt andet øge arbejdsudbuddet, og månedslønnede fik som følge af den ekstra arbejdsdag et løntillæg på 0,45 procent.

Nu går udviklingen altså den modsatte vej.

Regeringen har lagt op til, at store bededag vender tilbage i 2030, men inden da skal både lovgivningen og spørgsmålet om lønnen falde på plads.

Ads by MGDK