Mange danskere risikerer ubehagelig ferieoverraskelse i Europa.
Mange danskere er i disse dage rejst et velfortjent smut sydpå.
En ny undersøgelse viser dog, at hver fjerde dansker indenfor de seneste tre år, har rejst uden en rejseforsikring i Europa, mens seks procent af danskerne har rejst både uden rejseforsikring og et gyldigt EU-sygesikringskort.
Det vækker bekymring hos Lene Ovesen, direktør for Rejseskade i Gjensidige.
Kan få konsekvenser
“Selvom langt de fleste ferier heldigvis forløber uden problemer, kan konsekvenserne hurtigt blive både praktiske og økonomiske, hvis man bliver syg eller kommer til skade på ferien”.
Regningen kan nemlig hurtig løbe op, hvis først skaden sker, påpeger hun.
“Måske vælger man rejseforsikringen fra for at spare nogle penge, men regnestykket kan hurtigt vende. En indlæggelse i udlandet kan koste titusindvis af kroner, og får du brug for hjemtransport til Danmark, kan regningen løbe op i over 100.000 kroner. Desuden står du selv med dialog med sygehus eller behandlingssted i et ukendt land, og det er en praktisk risiko, som de færreste familier har lyst til at stå med midt i en ferie.”
Hun påpeger samtidig, at det blå sygesikringskort ikke altid er nok.
“Det blå sygesikringskort er en rigtig god sikkerhed at have med på rejsen, men mange tror også at det fungerer som en rejseforsikring. Hvis du får brug for behandling udenfor Europa, dækker kortet ikke, og har du brug for hjemtransport i Europa, skal du selv betale.”