Nu er den 81-årige mand blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han har forklaret, hvad der ifølge ham selv førte til det dødelige knivoverfald.
En konflikt mellem to naboer i Odense har fået en tragisk afslutning.
Det, der begyndte som tilsyneladende uenigheder mellem beboerne i en ejendom, udviklede sig onsdag morgen til en voldsom hændelse, hvor en 65-årig mand mistede livet.
Nu er en 81-årig mand blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han har forklaret, hvad der ifølge ham selv førte til det dødelige knivoverfald.
Den ældre mand fortæller, at han var “megasur” på sin underbo, og at et brev fra et postbud tilsyneladende blev den udløsende faktor.
Det skriver flere medier, herunder Fyens Stiftstidende, ifølge Ritzau.
Stak underbo flere gange
Det var kort efter klokken otte onsdag morgen, at den 81-årige opsøgte sin underbo i dennes lejlighed på Nedergade i Odense.
Her stak han ifølge oplysningerne den 65-årige mand flere gange i brystet med en spejderdolk.
Offeret blev efterfølgende bragt til Odense Universitetshospital, hvor hans tilstand i første omgang blev betegnet som livstruende.
Trods behandlingen stod mandens liv dog ikke til at redde, og han afgik senere ved døden.
Den 81-årige blev anholdt kort før klokken ni.
Efter knivoverfaldet havde han tilsyneladende opsøgt sin ekskæreste, der bor i nærheden. Her havde han drukket kaffe og lånt en bluse.
Fortalte politiet, at det slog klik
Under torsdagens grundlovsforhør kom der også oplysninger frem om den 81-åriges psykiske tilstand.
Anklageren forklarede, at mandens adfærd kunne tyde på paranoide forestillinger.
Den ældre mand skulle blandt andet have været overbevist om, at rockere var efter ham, ligesom han angiveligt havde haft det psykisk svært.
Efter anholdelsen gav han ifølge en politirapport selv udtryk for, at han havde mistet kontrollen over situationen.
“Desværre slog det klik for mig,” skal han have sagt til politiet.
I retten erkender den 81-årige sig skyldig i vold med døden til følge.
Han afviser dog, at det var hans hensigt at slå sin 65-årige underbo ihjel.
Dermed bestrider han, at der var tale om et forsætligt drab.