Donald Trump risikerer et milliardkrav i et af hans selskaber, efter at både bitcoin og aktien er styrtdykket.
Donald Trumps medieselskab risikerer at skulle tilbagebetale op mod en milliard dollars inden længe.
Store kursfald har nemlig skabt alvorlige økonomiske udfordringer for selskabet Trump Media & Technology Group (TMTG). Det skriver Financial Times.
Selskabet, som blandt andet står bag Donald Trumps sociale medie ved navn Truth Social, kan allerede 30. november blive mødt med et enormt krav om tilbagebetaling fra sine långivere.
Aktien er styrtdykket
Problemerne er dog ikke først begyndt nu. De begyndte derimod allerede, da TMTG i maj valget at optage lån på store beløb for at investere pengene i bitcoin.
Lånene blev optaget gennem særlige obligationer, der betyder, at långiverne har mulighed for at ombytte gælden til aktier til en aftalt kurs på 34,72 dollars.
Men problemet ved dette er, at selskabets aktiekurs er faldet voldsomt siden da.
Fredag lukkede aktien nemlig i blot 4,64 dollars, hvorfor aktien har oplevet et fald på mere end 60 procent i løbet af året.
Det gør det langt mere attraktivt for långiverne at kræve pengene tilbage, i stedet for at få dem ombyttet til aktier. Og ikke nok med det, så er bitcoin faldet omkring en tredjedel i værdi på et år.
Milliarder på spil
Såfremt det ender med, at långiverne beslutter sig for at kræve deres penge tilbage, kan TMTG blive nødt til at sælge ud af sine beholdninger af bitcoin eller optage nye lån på dyrere vilkår.
Ved det seneste regnskab i september havde selskabet kryptovaluta til en samlet værdi på 1,36 milliarder dollars, hvilket svarer til godt ni milliarder kroner.
Regnskabet viste samtidig et samlet tab på omkring 1,5 milliarder kroner i årets første ni måneder.
Donald Trump ejer gennem sin trust cirka 41 procent af selskabet, hvilket også gør ham til den største aktionær i selskabet.
Hans ejerandel havde ved fredagens lukkekurs en værdi på omkring 530 millioner dollars, hvilket svarer til næsten 3,6 milliarder danske kroner.