En CO2-afgift vil føre til massivt fald af ansatte lyder det i en advarsel fra Landbrug & Fødevarer.
Lige nu læser andre
Valgkampen kører for fuld udblæsning, og der tales derfor om alt fra sundhedssektor, skattepolitik og ikke mindst klima, som endnu en gang ser ud til at være et af de vigtigste emner blandt vælgerne.
I denne snak har flere partier snakket om en CO2-afgift, som især skal pålægges landbrugssektoren, som er en af de helt store CO2-udledere her i Danmark.
Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er dog ikke just begejstret for en sådan afgift, og advarer derfor omkring et massivt fald af ansatte i sektoren, skulle en afgift blive en realitet.
En høj CO2e-afgift på de biologiske processer vil føre til et tab på mellem 19.000 og 36.000 arbejdspladser i landbruget og de tætknyttede industrier, oplyser Landbrug & Fødevarer.
– Landbruget beder ikke om at blive friholdt på bekostning af andre. Vi har en landbrugsaftale, som sætter konkrete mål for CO2-reduktionen i landbruget. Den er vi i fuld gang med at levere på, alt imens vi passer på de danske arbejdspladser, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard.
De kommuner, hvor afgiften forventes at medføre det største jobtab, er Ringkøbing-Skjern, hvor der forventes et tab af arbejdspladser på mellem 737 og 1.411.
Derefter kommer Herning med et tab på mellem 620 og 1192.
Det tredje største tab vil ske i Horsens, hvor man forventer et tab på mellem 572 og 1.137 arbejdspladser.
– Det globale klima kommer ikke til at vinde noget ved, at vi fjerner vores egen fødevareproduktion. Den produktion vi fjerner i Danmark, vil opstå andre steder. Og her er det altså fortsat værd at huske på, at vi er blandt de bedste i verden til at producere klimaeffektivt, siger Søren Søndergaard.