Den ukrainske præsident er kommet på andre tanker.
Lige nu læser andre
Krigen i Ukraine står stadig på i niende måned snart. I starten af krigen mødtes repræsentanter fra Rusland og Ukraine til fredsforhandlinger, men de løb hurtigt ud i sandet, da parterne ikke overraskende var milevidt fra hinanden med hensyn til krav omkring en løsning på konflikten.
Tidligere har Zelenskyj udtalt, at Ukraine ikke er villig til at forhandle med Rusland, efter at de annoncerede annekteringen af flere ukrainske regioner i september måned.
Zelenskyj har desuden sagt, at man aldrig vil forhandle med nuværende præsident Vladimir Putin, så længe han sidder på magten i Rusland.
Dermed så en diplomatisk løsning ud til at være meget langt væk fra virkeligheden.
Nu har piben imidlertid fået en lidt anden lyd, for Volodymyr Zelenskyj siger nu, at han er åben for samtaler med Rusland, men kun gennem reelle forhandlinger, der vil genoprette Ukraines grænser, kompensere for russiske angreb og straffe de ansvarlige for de krigsforbrydelser, Zelenskyj mener at der er blevet begået i Ukraine mod civilbefolkningen. Det skriver Dagbladet.no.
Udtalelelsen kommer få dage efter at den amerikanske avis, Washington Post kunne berette, at man fra amerikansk side var begyndt at stille spørgsmålstegn ved den ukrainske strategi i forbindelse med konflikten.
USA er det land, som har bidraget med mest støtte til Ukraine, hvorfor man gerne vil have, at Ukraine rent faktisk også forsøger at slutte konflikten.
Mandag fortalte Kreml-talsmand Dmitrij Peskov, at Rusland er åben for forhandlinger med Ukraine, men at Ukraine har nægtet at forhandle.
Rusland har dog også gentagne gange sagt, at man ikke vil forhandle om territorium, som man har annekteret fra Ukraine.
Tirsdag siger sekretæren for Ukraines Sikkerhedsråd, at hovedbetingelsen for Ukraines præsident for samtaler med Rusland er gennemførelsen af Ukraines territoriale integritet – altså at man får alt det territorie, som man har mistet siden 24. februar igen.