Fra nytår bliver prisen sat op med 14,5 procent, hvilket skyldes prisstigninger fra leverandøren af fjernevarme.
Lige nu læser andre
Vinteren står for døren, hvilket allerede nu har ført til stor bekymring blandt mange danske husstande. Elpriserne er høje, men det gælder også varmekilder – især dem med gasfyr og træpiller er lige nu hårdt ramt.
Fjernvarme siges at være den billigste varmekilde, men den går heller ikke fri for prisstigninger.
TREFOR Varme oplyser i en pressemeddelelse, at man pr. 1. januar 2023 hæver prisen på varme med 14,5 procent.
Det sker som en konsekvens af, at varmeleverandøren TVIS, der er leverandør til ni fjernvarmeselskaber i Trekantområdet, har sat prisen op.
Konkret skal en gennemsnitsforbruger betale omkring 150 kroner ekstra i måneden – altså 1.800 om året.
”De her prisstigninger er affødt af den geopolitiske situation, hvor bevægelsen væk fra naturgas har øget priserne på brændsler og energi, samt sat gang i en øget inflation, som påvirker prisen på varme. I almindelige penge betyder det, at en megawatt-time fjernvarme i 2023 stiger fra 667,5 kroner til 786,5 kroner inklusiv moms,” siger Helge S. Hansen, der er varmeforsyningschef i TREFOR.
TVIS sætter deres pris op med 10,5 procent, mens TREFOR sætter prisen yderligere fire procentpoint op. Det skyldes, at en del af varmen forsvinder i rørene på vej ud til borgerne, og det tab skal også indregnes i varmesalgsprisen.
Derudover er prisen på strøm til de pumper, der pumper fjernvarmevandet ud i rørene også steget. Pengene kommer dog ikke til at falde ned i lommen på TREFOR. De er nemlig reguleret, hvorfor de ikke må tjene penge.
”Vi er sat i verden for at sikre, at fjernvarmen er så billig og effektiv som mulig for borgerne, og sætter kun prisen op, hvis vores omkostninger til levering af varme stiger,” forklarer varmeforsyningschefen.