I Tivoli Friheden startede man onsdag med at fjerne dele af den forlystelse, som i sommers kostede en 14-årig pige livet.
Lige nu læser andre
I juli måned sidste år skete det frygtelige, at en 14-årig pige døde efter at have prøvet forlystelsen ‘Cobraen’ i Tivoli Friheden i Aarhus.
Som en konsekvens af dette valgte man fra ledelsen i forlystelsesparkens side at lukke forlystelsens permanent. Dermed havde ‘Cobraen’ altså kørt sin sidste tur.
Nu hvor forlystelsen ikke skulle køre længere, så skulle den jo fjernes. Det er dog en langstrakt proces, men onsdag blev de første skridt taget.
– For os er det en del af helingsprocessen. Det er et step, at vi får fjernet Cobraen, så den skamplet ikke længere er her, fortalte direktør i Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, til TV 2 Østjylland.
I løbet af de næste tre uger vil forlystelsen forsvinde bid for bid.
– Det er en dybt tragisk ting, men for os er det også en positiv ting ikke at skulle kigge på den hver dag. Det påvirker os stadig den dag i dag, siger Henrik Ragborg Olesen.
Han slår fast, at dødsulykken stadig i høj grad påvirker medarbejderne i Tivoli Friheden.
– Men vi tænker også på, at hver gang det er hårdt for os, så er der altså nogle forældre, som har mistet et barn. For os gælder det om at få det parkeret i hjerter og sjæl, hvor det er til at håndtere, men det er ikke noget, man glemmer på to dage, og det skal det heller ikke være, siger direktøren.
Når Cobraen er fjernet, kommer området til at været et grønt spot i forlystelsesparken. Henrik Ragborg Olesen håber dog på, at der allerede i 2024 kan stå en ny, stor forlystelse klar på området.