Asta blæste dommerne bagover i X Factor: 'Jeg var lige ved at græde af glæde'

Skrevet af Ane Sørensen

13/01/2017
Asta synger for X Factor-dommerne Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Asta synger for X Factor-dommerne Foto: Bjarne Bergius Hermansen
17-årige Asta fra Holbæk imponerede X Factor-dommerne, da hun optrådte med en helt speciel sang.

Mest læste i dag

- En gudsbenådet lyd.

Sådan lød det fra X Factor-dommer Thomas Blachman, da han havde hørt 17-årige Asta synge i aftenens afsnit af det populære talentprogram.

Begejstringen ville ingen ende tage hos Blachman og hans meddommere Remee og Mette Lindberg, der straks spåede Asta som vinderen af denne sæson.

Det var da også en meget glad deltager, der kunne forlade lokalet med tre overbevisende ja’er:

- Jeg var lige ved at græde, da jeg kom ud, fordi jeg var så overvældet af glæde, fortæller Asta til Dagens.dk.

- Det var lidt surrealistisk, at de var så glade for mig. Et eller andet sted, har det givet mig rigtig meget selvtillid. Men da jeg kom hjem, blev jeg nervøs, fordi jeg følte, at nu skulle jeg bevise noget, husker hun.

Sangen, som Asta havde valgt at synge til sin audition, har en ganske særlig historie. Asta har selv skrevet sangen, der handler om den første gang, hun rørte ved en ko. Da Asta gik i 10. klasse, var hun på tur til Hviderusland. Her besøgte klassen en kofarm, hvilket Asta ikke havde særlig meget lyst til. 

Hun var nemlig rigtig bange for køer:

- Det er et meget stort dyr, synes jeg, forklarer Asta, som alligevel fik overbevist sig selv om, det nu var på tide, at hun så sin frygt i øjnene. Asta rørte en lille ko på mulen og var lykkelig.

Da klassen kom hjem igen, skulle de lave en fremlæggelse om noget, som de havde oplevet på deres tur. Asta skrev sin sang om mødet med koen og fremlagde den for sine klassekammerater.

Til X Factor-auditionen håbede Asta, at hendes sangvalg ville få dommerne til at huske hende. Men hun var lidt nervøs for, hvordan de ville tage imod sangen, hun beskriver som lidt underlig. Sangen om koen er langt fra den eneste, der er kommet fra Astas egen hånd. Hun skriver selv mange af sine sange og drømmer om at kunne leve af musikken en dag. 

- Jeg har selvfølgelig langt igen. Så X Factor kan forhåbentlig hjælpe mig på vej. Jeg håber, at det kan åbne for en masse muligheder, siger Asta, som er i gang med det første år på HF.

Tiden vil vise, om X Factor-dommerne gættede rigtigt, da de forudså en sejr til Asta:

- Det ved man jo aldrig, lyder det fra den unge sangerinde.