16/01/2018
Casper Christensen
Casper Christensen. Foto: Scanpix
Casper Christensen har gennem mange år domineret den danske underholdningsscene - først som stand-up komiker og siden som skuespiller, manuskriptforfatter og tv- og radiovært. Han står også bag succeser som Langt fra Las Vegas og Klovn.

Dagens topnyheder

Casper Lindholm Christensen er født 22. august 1968 i Kerteminde på Fyn, men er opvokset i Birkerød. Efter et high school-ophold i USA blev han introduceret til stand-uppen, og i dag er han en af Danmarks største komikere.

Casper Christensen barndom og opvækst

Casper er søn af de to pædagog-forældre, Lars Christensen og Ulla Lindholm Christensen, og de første tre år af Caspers liv boede familien i Munkebo på Fyn, inden de valgte at flytte til Birkerød i Nordsjælland.

Opvæksten som enebarn var trygt og kærligt, og ifølge Casper selv skiller hans barndom sig på ingen måde ud.

- Forstadsliv, rolig familie, enebarn uden at være overforkælet, to pædagog-forældre, der både gav plads og satte grænser: Fint barndomshjem, kedelig historie, har Casper fortalt til Nordjyske og forklarer, at der ikke er nogle store dramatiske vendepunkter i hans barndom.

Casper Christensen i en ung udgave. Foto: Scanpix

Allerede som barn stod det klart, at Casper var kreativt anlagt. Fritiden bød nemlig på masser af fantasifuld og kreativ udfoldelse og projekter - som for eksempel når han med én kammerat lavede tegneserier eller spillede musik med en anden. Dog var Casper ingen sportsnørd, da hans astma gjorde, at han havde svært ved hårde fysiske aktiviteter.

Casper blev dog også opdraget af forældrene til at have en meget høj arbejdsmoral og at gå efter sine drømme - noget han udviste i en tidlig alder.

- Jeg kan huske, at min far nogle gange gerne ville sove til middag, men min mor syntes ikke, det var verdens bedste ide. Jeg var 35, før jeg selv tog en lur. Det var mit eneste ungdomsoprør, at jeg tillod mig at lægge mig en halv time i en alder af 35, har Casper fortalt til Politiken.

Casper Christensen med Gordon Kennedy i 1998. Foto: Scanpix

Som teenager var Casper som drenge er flest - glad for piger, men nervøs for at snakke med dem. 

- Jeg var meget gennemsnitlig, tror jeg. Man følte sig jo mere cool, end man egentlig var og samtidig også mere bøvet og fjoget end man egentlig var, men rimelig gennemsnitlig. Ingen kæreste, men ikke sådan en som pigerne grinede af, der skete bare ikke noget, det var meget jævnt kedeligt. Jeg var aldrig sådan en udfarende, fræk fyr, mere sådan en som skulle tage sig sammen, hvis jeg skulle spørge dem om at danse, som man jo gjorde den gang. Men jeg havde nogle kammerater, hvor man kunne dyrke humor, og det brugte jeg meget energi og tid på. Og der havde jeg måske lidt mere fart på end de andre fra klassen, har han fortalt.

Casper Christensen stand-up

Gennem skoletiden savnede Casper mulighed for at udfolde sig kreativt og følte sig uinspireret af sine lærere. Selv de årlige skolekomedier, som Casper gladeligt deltog i, levede ikke op til hans kunsteriske visioner.

Derfor trængte han til luftforandring, da skoletiden var slut, og i 1985 tog han som 17-årig til USA som udvekslingsstudent på en High School i Las Vegas.

Casper Christensen tildeler her Peter Brixtofte Svikmølle-titel som 'Årets Offer 1999'. Komiker. Foto: Scanpix

- Det er en kæmpe omvæltning at ryge til Las Vegas og gå i skole derovre. Lige pludselig er der en vigtighed i det, man laver, som jeg slet ikke har oplevet før. Lærerne er meget entusiastiske. Næsten alle lærere har en klub efter skoletid, hvor man kan møde op, hvis man syntes, at det var rigtig spændende. Det jeg synes, der var mere spændende, var sådan noget som teater, foto eller møbelsnedkeri. Og det var alt sammen på et højt plan, og det var ligeså godt at tage som engelsk litteratur, det var ligeså fint. Og der gjorde jo, at man lige pludselig skulle tage stilling til ‘hvad er det, jeg gerne vil’, og så blev det taget seriøst. Om du vil være advokat eller skuespiller, det er underordnet, der er bare et stykke arbejde der skal lægges i det, har Casper forklaret til Nordjyske og fortæller videre, at han under sit ophold blev Nevada-mester i at mime.

Det var også i USA, at Casper blev introduceret for konceptet stand-up, som på det tidspunkt var stort set ukendt i Danmark. De rappe jokes, grinene og de hurtigt leverede replikker slog straks banen væk under den unge Casper, der besluttede at tage konceptet med tilbage til Danmark, hvor han svor, at han ville gøre dillen populær.

Casper Christensen med daværende kone Anette Toftgård. Foto: Scanpix

Tilbage i Danmark tog Casper arbejde som lagermedarbejder og startede også på en uddannelse, men uden held.

- Jeg bruger nogle år på HF, det med piger og på at drikke mig fuld. Men jeg finder også ud af, at der ikke er nogen uddannelse, jeg kunne tænke mig,. Og jeg gider ikke tage en uddannelse bare for at tage den. Men jeg har jo lært, at man skal tjene sine egne penge, så der kommer stand-up’en så ind, forklarer han til Nordjyske. 

Derfor besluttede han sig for at satse på at slå igennem som stand-upper. Erfarne komikere blev dog ved med at fortælle han, at revy var bedre og finere at satse på indenfor komikken, men Casper nægtede at lytte. Han ville lave stand-up.

Casper Christensen - karrieren

Derfor startede han med at lave komiske shows på Strøget i København, og i slutningen af 1980'erne debuterede han som komiker på etablissementet Din's, der lå i Lille Kannikestræde i København som var stedet, hvor stand-up comedy startede i Danmark.

Det var også fra denne scene, at komikere som Anders Matthesen, Jan Gintberg, Lars Hjortshøj, Mick Øgendal og Uffe Holm senere fik deres gennembrud.

Casper Christensen med resten af Tæskeholdet. Foto: Scanpix

Fra scenen lærte Casper hurtigt at underholde og levere replikker, så folk skreg af grin. Det førte efterfølgende til flere og flere små-jobs som stand-upper.

- Jeg tror da selvfølgelig, at mine forældre gerne ville have, at jeg skulle have en uddannelse, fordi de ønsker, at jeg har det god. Og det var jo rimelig usikkert, det jeg skulle i gang med. Men samtidig har min mor og far en interesse for humor. Jeg kan huske, at vi hørte mange Keld Pedersen og Dirch Passer-plader, så det at være komiker var ikke en slet business at gå ind i, har han forklaret.

Casper Christensen og Lars Hjortshøj i Safari. Foto: Scanpix

Casper blev hurtigt kendt for at levere jokes, som kun de færreste komikere i Danmark på det tidspunkt kunne finde på at fremføre. Han var ikke bange for at afprøve grovkornet og direkte materiale, der gik under bæltestedet og over grænsen.

Med tiden fik han kæmpede sig frem til at være en af de højest rangerede komikere i Torben Dins stand-up-hierarki og opnåede som den første stand-up komiker i Danmark at få sit billede i en dansk avis.

Sideløbende med stand-up karrieren, blev Casper dog også kontaktet af Danmarks Radio, der gerne ville have ham til at laver både børne- og ungdoms-tv.

Casper Christensen film og tv-udsendelser

Det resulterede i, at han i 1991 blev vært på børneprogrammet Hvaffor 1 hånd på DR1, og året efter blev han en fast del af DR's ungdomsprogram Transit. Her vakte han især opmærksomhed med Den Harme Linje hvor folk kunne ringe ind til det direkte program og sige lige, hvad de ville, mens Casper gav svar på tiltale.

I 1994 rykkede han så til TV 3 og blev vært for ungdomssatsning ATOM-TV.

Et par år før lukningen af Restaurant DIN’s i 1996, blev Casper en del af Danmarks første standupbookingfirma Funny Business Inc (FBI), og i 1995 fik han så sit helt store folkelige gennembrud, da DR tilbød ham værtsrollen på deres nye fredagssatsning - Husk lige tandbørsten.

Casper Christensen i Casper & Mandrilaftalen. Foto: Scanpix

Det direkte underholdningsshow var en dansk version af det engelske Don't Forget Your Toothbrush og blev en kæmpe succes med omkring 1,5 millioner ugentlige seere. Som en del af programmet medvirkede også Lars Hjortshøj. Efter succesprogrammet kom det frem, at Casper privat var blevet kæreste med programmets medvært Anette Toftgård, og siden da har Casper Christensen været en fast del af den danske sladderpresse.

Efter succesen med Tandbørsten forsøgte Casper sig året efter med endnu i underholdningsprogram. Det blev til Safari - nu med Lars Hjortshøj som medvært. Programmet bød på en blanding af quiz, musikalsk underholdning og aparte sketches, men blev aldrig den store succes.

En succes blev til gengæld radioprogrammet Tæskeholdet, der blev sendt på DRs P3 fra 1996 til 1997. Sammen med komikerne Jan Gintberg, Mads Vangsø og Søren Søndergaard skabte Casper 1990'ernes største lyttersucces for P3, og programmet blev hurtigt kult og var med til at udvide begrebet underholdning på både tv og i radio med deres ofte grænseoverskridende indslag. 

Casper Christensen og makkeren Frank Hvam. Foto: Scanpix

I 1998 fulgte Darios Joint på TV 2, som var et underholdnings-talkshowet, hvor Casper igen fik lov at arbejde sammen med Lars Hjortshøj og Jan Gintberg. Programmet blev dog et begrænset hit - blandt andet da mange fandt humoren for underlig.

Og endnu mere bizart blev det året efter, da Casper i 1999 var med til at lave det surrealistiske tv-sketchprogram Casper & Mandrilaftalen sammen med Frank Hvam, Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer. Programmet blev hurigt kendt for sine excentriske figurer og absurde indslag og opnåede på trods af begrænsede seertal efterfølgende kultstatus.

Efter Mandrilaftalen begyndte Casper Christensen og Frank Hvam for alvor at arbejde sammen, ligesom den gamle makker Lars Hjortshøj også forblev en fast samarbejdspartner. Alle tre medvirkede derfor i den danske sitcom Langt fra Las Vegas, der kørte fra 2001 til 2003.

Casper Christensen med daværende kone Iben Hjejle. Foto: Scanpix

Serien blev sendt på nystartede TV 2 Zulu og havde op imod 200.000 seere på de mest sete afsnit, hvilket var en succes for den nye kanal. Det var også her, at Casper for alvor viste talent som manuskriptforfatter.

I serien medvirkede også skuespillerne Iben Hjejle, der spillede Caspers kæreste Liva, og langsomt opstod der også en romance mellem de to udenfor sættet. I 2002 kunne Se og Hør i den forbindelse bringe billeder af Casper, der forlod Iben Hjejles opgang efter at have overnattet der.

Det førte til, at Casper gik fra Annette Toftgård, som han var blevet gift med i 1996 og efterfølgende havde fået en datter og en søn med - Cajsa og Marvin. De to blev skilt i 2003 og fra 2003 til 2011 var han kærester med Iben Hjejle.

Casper Christensen Klovn

Siden lavede Casper også quizprogrammet Shooting Stars i 2004, og i 2005 skabte Casper Christensen og Frank Hvam sitcom'en Klovn, der også havde Mia Lyhne og Caspers kæreste Iben Hjejle på rollelisten. Serien blev en kæmpe succes og løb frem til 2009. Efterfølgende kastede den de to spillefilm Klovn - The Movie (2010) og Klovn Forever (2015) af sig, hvoraf førstnævnte med over 850.000 solgte biografbilletter i Danmark er én af dansk films største succeser.

I 2017 kom det frem, at Frank og Casper igang med at skrive nye afsnit af serien Klovn.

Casper Christensen og Frank Hvam modtager en Zulu Award for Klovn. Foto: Scanpix

I 2005 optrådte Christensen også som programvært i TV 2's underholdningssatsning Grib Mikrofonen, og i 2006 blev han også vært på showprogrammet 9 ud af 10. Sammen år fungerede han for første gang vært for TV 2's underholdningsprogram Deal/No Deal, ligesom han spillede en birolle i Lars von Triers komediefilm Direktøren for det hele

I 2009 blev det direkte talkshow ALOHA! sendt første gang på TV 2 med Christensen som vært.

Casper Christensen som vært i ALOHA!. Foto: Scanpix

I oktober 2011 vendte Casper så efter mange år tilbage til stand-up scenen, da han sammen med vennen og kollegaen Frank Hvam lavede tomandsshowet Casper & Frank - Nu som mennesker, der resulterede i næsten 100 udsolgte shows landet over.

Sideløbende med sin tv-karriere har Casper også medvirket i flere film. Første gang i Hannibal & Jerry fra 1997 og siden i blandt andet Inkasso (2004) Player (2013) og Dan-Dream (2017) samt tegnefilmene Svaneprinsessen (1994) Stor Ståhaj (2004) Rejsen til Saturn (2008) og Ronal Barbaren (2011).

Casper Christensen privat

Siden 2011 har Casper dannet par med den 18 år yngre Isabel Friis-Mikkelsen - datter af Jarl Friis-Mikkelsen. De to blev mand og kone i Vor Frue Kirke i København den 13. september 2014 og i januar 2017 blev de forældre til sønnen Cooper.

Casper Christensen og hustruen Isabel Friis-Mikkelsen. Foto: Scanpix

I dag er Casper også indehaver af de to selskaber, Douglas Entertainment og BabyRhum ApS, ligesom han samme med parret Simon&Simon har stået bag flere initiativer i den københavnske underholdningsverden - bandet andet Restaurant Congo og Klub Sunday foruden initiativer i blandt andet Tisvilde, heriblandt cykelløb og byfest.

Casper Christensen og resten af holdet bag filmen Dan Dream. Foto: Scanpix