Forfatter skriver bog om ubådssagen: 'Peter Madsen har været meget åben'

Skrevet af Kasper Rasmussen

27/12/2017
Foto: Ritzau/Tobias Nicolai
Foto: Ritzau/Tobias Nicolai
Forfatteren Thomas Djursing har modtaget et brev fra Peter Madsen.

Mest læste i dag

Det er ikke meget, offentligheden har hørt til drabssigtede Peter Madsen siden sidste fristforlængelsesmøde tilbage i oktober. 

Men ubådsbyggeren, som er sigtet for drabet på den svenske journalist Kim Wall, har givet lyd fra sig inde fængsel. 

Det fortæller forfatter Thomas Djursing, som tidligere har skrevet bogen 'Raket-Madsen', skriver Ekstra Bladet. 

Forfatteren har modtaget et længere håndskrevet brev fra den 46-årige Peter Madsen, som sidder i frivillig isolation i Vestre Fængsel. Thomas Djursing modtog brevet, efter han selv havde taget kontakt til ubådsbyggeren. 

- Peter har været meget åben og fortalt, hvordan han har det, hvad der foregår, og hvordan han lever. Men han er ikke klar til at lade det være offentlig kendt, hvordan han har det i fængslet på nuværende tidspunkt. Desværre, siger Thomas Djursing til Ekstra Bladet.

Ifølge forfatteren er Kriminalforsorgen samtidigt svær at samarbejde med, og han kommer derfor ikke til at mødes med Peter Madsen på denne side af retssagen, da de to slet ikke må snakke om sagen på nuværende tidspunkt, fortæller han. 

Siden Peter Madsen blev anholdt tilbage i august, har Thomas Djursing haft på fornemmelsen, at der gemmer sig nogle mørke sider hos den kendte ubådsbygger, som han ikke tidligere har haft mistanke om, da han skrev den første bog om Peter Madsen tilbage i 2014. Derfor er forfatterens ambition nu at fuldende fortællingen om Peter Madsen. 

- Jeg tror, at jeg har set brudstykker af hans mørke, men jeg har ikke tillagt det den betydning, som det muligvis kan nu. Vi ved stadig ikke præcist, hvad der er sket, og det er meget vigtigt for mig at understrege, at Peter er uskyldig indtil det modsatte er bevist i retten. Men det er klart, at sagens begivenheder, især parteringen, peger i retning af et større mørke i Peter, end jeg havde troet, siger han

Thomas Djursing fortæller desuden, at han aldrig selv tidligere har taget Peter Madsen i en løgn. 

Forfatteren er aktuel med en med en serial om 'Ubådsmysteriet', hvor han dykker ned i sagen via kilder i miljøet, Peter Madsens blog og tidligere udtalelser samt forfatterens egne refleksioner.

Peter Madsen nægter sig fortsat skyldig i drabet på den svenske journalist Kim Wall. Retssagen mod Peter Madsen begynder til marts. 

Sønderjyde havde indbrud juleaften: Så spottede hun noget på nettet, som fik hende til at slå alarm