Ghita Nørby gør det igen: Irettesætter journalist flere gange under interview

Skrevet af Henrik R

20/07/2021
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Skuespiller Ghita Nørby var igen på krigsstien, da hun blev interviewet foran Det Kongelige Teater.

Mest læste i dag

Det er ikke nogen hemmelighed, at Ghita Nørby ikke er bange for at tage blade for munden, hvilket man blandt andet fik oplevet, da hun i foråret 2019 blev et meget varmt samtaleemne, efter hun i et interview med radiovært Iben Maria Zeuthen nærmest nægtede at svare på de spørgsmål, hun fik stillet, eftersom hun mente, de var såvel "uforskammede" som "åndssvage".

Den 86-årige skuespiller var dog igen på krigsstien, da hun i mandagens "Go' aften Live'" på TV 2 blev interviewet af journalist Simi Jan ude foran Det Kongelige Teater. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Interviewet starter såmænd stille og roligt med fortællingen om Ghita Nørbys barndom, hvilket var meget passende til lokationen, da hun blandt andet fortæller, at hun ofte kom med sin far på teatret. 

Simi Jan spørger herefter Ghita, om det var noget nær eventyrligt for hende, når hun var sådan et sted som barn, hvilket var spørgsmålet, som fik det hele til at krakelere. Og da værten dernæst forsøger at finde ud af, hvilke mørke sider, der ligger gemt i den hæderkronede skuespiller, løber glasset over. 

"Det er faktisk umuligt at svare på dit spørgsmål, fordi det er ikke et spørgsmål, et professionelt menneske kan svare på. Det er ganske idiotisk, skal jeg sige dig. Det er meget mere svært, alvorligt og meget sjovere, end du gør det til der," siger hun.

Ghita Nørby mener, at Simi Jan stiller både "overfladiske", "dumme" og "idiotiske" spørgsmål og Ghita, som hverken er til at hugge eller stikke i på dette tidspunkt, længtes efter noget eftertænksomhed.  

"Nu må du altså holde op. Kan du ikke godt vænne dig til, når du interviewer folk, at spørge dig selv indvendigt: 'Hvad er det egentlig, jeg gerne vil vide'. Altså helt seriøst. Tænk dig om. Lad være med alle de idiotiske spørgsmål. Hvad skal jeg svare?," siger Ghita Nørby blandt andet.

Interviewet rundes dog af med en opløftende tone, da såvel Ghita Nørby som Simi Jan griner og har et smil på løben, hvortil sidstnævnte runder af med kommentaren: 

"Det har været en fornøjelse, og jeg er meget taknemmelig for, at du ville tale med mig, selvom jeg stiller nogle dumme spørgsmål."