Jim Lyngvild chokeret over kæmpe regning

Skrevet af Mathias Nielsen

02/11/2022
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Jim Lyngvild har netop modtaget en regning, som han i dén grad er overrasket over.

Mest læste i dag

Rigtig mange danskere har fået en trist meddelelse i forbindelse med elregningen. Nogle får en regning hver måned, mens andre får den en gang i kvartalet.

Priserne kommer formentlig ikke til at falde lige foreløbig, hvilket naturligvis er en stor udfordring for mange danske husstande.

Hos multikunstneren Jim Lyngvild er der også tikket en elregning ind, og den er også stor. Meget stor endda.

I hjemmet kaldet Ravnsborg har Jim og manden Morten ellers taget højde for de stigende priser, men regningen chokerede alligevel Jim.

Den lyder på 31.000 kroner. Det er ifølge Jim Lyngvild næsten en tidobling i forhold til sidste år.

– Det er jo bare en vanvidsregning. Simpelthen. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde at beskrive den på. Det er Morten, der tager sig af den slags herhjemme, så det var ham, der fortalte mig, hvad kvartalsregningen lyder på, siger Jim Lyngvild til SE og HØR.

Kvartalsregningen på elektricitet hjemme hos parret lød sidste år på 3500 kroner, og Jim Lyngvild tilføjer, at det altså er udelukkende den private del af forbruget, som i de sidste 3 måneder har været på lidt over 10.000 kroner i måneden.

Parret har desuden solceller på Ravnsborg. Selvom regningen er noget højere, så er det aktuelle forbrug rent faktisk lavere end sidste år.

Selvom Jim Lyngvild selv er ramt af de høje priser, så tænker han meget på de familier, som er endnu mere presset økonomisk lige nu.

– Altså jeg skal nok finde på en måde at overleve på. Så må jeg stramme mig an og sælge nogle flere bøger eller holde nogle flere foredrag. Men det er jo ikke alle, der kan det. Jeg tænker virkelig på de små familier, der skal slås med de her prisstigninger, samtidig med at de nede i supermarkedet ikke kan finde en pakke smør, der er billigere end 32 kroner.