Hvis du ikke kan få nok af uopdagede sangtalenter og modige danskere, som ikke har talentet, men prøver lykken alligevel, så er der gode nyheder.
TV 2 har nemlig købt rettighederne til de populære talentprogram, som derfor fortsætter hos dem fra 2019.
Det skriver TV 2.
- Vi glæder os til at kaste os over ‘X Factor’ med friske kræfter. ‘X Factor’ er Danmarks største underholdningsformat, som i den grad samler danskerne, og på den måde passer det rigtig godt ind i vores i forvejen stærke underholdningsportefølje. Der ligger smukt i forlængelse af TV 2s fokus på at engagere danskerne og på at det, vi deler, siger Lotte Lindegaard, som er kanalchef hos TV 2.
De overordnede forberedelser og planlægningen af programmet er allerede i gang, men man vil endnu ikke afsløre, hvem der skal sidde ved dommerbordet, når X Factor rykker over på TV 2.
- Vi vurderer klart, at vi kan lave ’X Factor’, så det har vitalitet til mange sæsoner endnu. Vi skal selvfølgelig finde vores måde at gøre det på. Dét - og alle detaljer omkring dommere og vært etc. - går vi nu i gang med at se på. I mellemtiden skal DR naturligvis lige sende deres sidste sæson, siger Lotte Lindegaard.
Midt i august offentliggjorde DR, at det bliver den endegyldigt sidste sæson af X Factor fra deres hånd, som løber over skærmen i starten af 2018.
Den kommende sæson er den 11 af sin slags, og DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme udtalte i den forbindelse, at det var et godt tidspunkt at stoppe på:
- Med vores ønske for, hvad fremtidens DR1-underholdning skal bygge på, er det naturligt for os at sige stop efter den kommende sæson. Jeg ser virkelig frem til at gå i gang med udviklingen af nye spændende underholdningsformater, lød det fra Jan Lagermand Lundme i en pressemeddelelse fra DR.
Det er dog ikke helt uden vemod, at han tager afsked med programmet:
- Det bliver selvfølgelig vemodigt og helt særligt, når X Factors kendingsmelodi byder seerne velkommen til programmets sidste sæson. Jeg er stolt af, at X Factor i 10 år har været et af de største kulturelle fællesskaber i Danmark. Programmet har medført både debat, engagement og skabt et fælles rum, som jeg ikke erindrer andre underholdningsprogrammer har været i stand til.
Britiske Simon Cowell udviklede oprindelig det populære format. Han sidder selv som dommer i henholdsvis den amerikanske og engelske udgave. Siden er X Factor blevet solgt til mange lande verden over.
X Factor-vært jubler: Jeg skal giftes