Mai Manniche melder ud: Fritaget fra at vise coronapas

Skrevet af Julie Møller

06/05/2021
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.
Smykkedesigneren er fritaget.

Mest læste i dag

I dag rykker Danmark et skridt nærmere normaltilstanden med genåbningen af blandt andet biografer og fitnesscentre.

For at tage en tur på motionscyklen eller sætte sig i biografsædet, skal man fremvise coronapas, der dokumenterer, om man er færdigvaccineret, er tidligere smittet eller er testet negativ inden for de seneste 72 timer.

Men der er borgere, der er fritaget test - og dermed også coronapasset. 

En af disse er smykkedesigneren Mai Manniche. I en story på Instagram gør hun sine følgere opmærksom på, at de ikke nødvendigvis behøver at fremvise pas i fitness.

“Husk du ganske lovligt kan være fritaget for test og dermed coronapas,” skriver hun og tilføjer:

“Hvis du ligesom mig - af fysiske eller psykiske årsager ikke tåler test, så er du lovligt fritaget.”

Til Dagens.dk forklarer Mai Manniche, at hun er fritaget af helbredsmæssige grunde.

“Mit helbred er selvfølgelig meget privat,” skriver hun i en besked til Dagens.dk.

Dokumentation på fritagelse

Coronasmitte.dk kan man læse, at kravet om coronapas ikke gælder for følgende:

  • Børn under 15 år.

  • Personer der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en COVID-19 test.

  • Personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19 test.

Undtagelse efter pkt. 2 og 3 baserer sig på nuværende tidspunkt på “en tillidsbaseret model på baggrund af borgerens eget udsagn,” oplyses på Coronasmitte.dk.

En mundtlig forklaring er altså nok, hvis man er fritaget. 

Det skriver Mai Manniche også i en story:

“Du behøver ingen lægeerklæring og skal ej heller forklare nogle, hvad årsagen er. Jeg har dog selv FRITAGET-kort med mig og viser der, hvor man ellers skal vise coronapas,” skriver hun og understreger, at der ikke er krav om skriftlig dokumentation. Trods det sælger hun laminerede plastkort, 'fritaget-kort', til 198 kroner på sin egen hjemmeside.

Det er på grund af efterspørgsel, at de er kommet til salg.

“Mange har efterspurgt det. FRITAGET-kort gengiver alene teksten fra Erhvervsstyrelsen, og det kan man selvfølgelig selv printe ud. Der står folk frit for, hvad de vil købe,” forklarer hun til Dagens.dk.