Mikkel Hansen taler ud om stor nedtur: Ked af det og frustreret

Skrevet af Mathias Nielsen

28/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Håndboldstjernen fik langt fra den ønskede afslutning på tilværelsen i Paris.

Mest læste i dag

Mikkel Hansen har haft en fantastisk håndboldkarriere, som kun de færreste kan drømme om at opnå. Efter flere år i udlandet er han netop hjemvendt til Danmark igen, hvor han skal tørne ud for Aalborg Håndbold i de næste tre sæsoner.

Senest har han spillet for franske Paris Saint-Germain, som blev en turbulent afslutning.

For små fem måneder siden blev Mikkel nemlig ramt af flere blodpropper. Faktisk var to af dem så alvorlige, så de havde spredt sig til lungerne.

»Jeg begyndte med det samme at regne lidt på, hvornår sæsonen sluttede, og der kunne jeg så godt se, at det var done deal,« forklarer den danske håndboldspiller til B.T.

I dét øjeblik blev den mangeårige landsholdsbomber overvældet af en erkendelse, som ramte ham særdeles hårdt. For med ordre fra lægerne om tre-seks måneders behandling med blodfortyndende medicin var kontaktsport totalt udelukket.

Kontrakten med Aalborg var allerede indgået, hvorfor Mikkel altså havde spillet sin sidste kamp for den franske storklub.

»Den måde at slutte det hele af på efter så mange år … det fyldte klart mest. Meget mere end mit helbred. Når man dyrker elitesport, så tænker man ikke over de personlige konsekvenser. Der er det lidt mere det sportslige,« forklarer Mikkel Hansen.

Men det er ikke den eneste ting, som familien skulle håndtere i den sidste tid i Paris. I starten af marts måned blev familien udsat for et ubehageligt tricktyveri i hjemmet, hvor der blev stjålet smykker for over 400.000 kroner.

Sygdom og tyveri har altså sit tydelige spor i familien, som dermed fik en noget uventet og uønsket afslutning på livet i byernes by.

»Det har været hektisk. Der er sket lidt forskelligt, må man sige. Men jeg er ked af og frustreret over den måde, som det sidste halve år udspillede sig, og hvordan tingene flaskede sig til sidst – eller manglen på samme,« lyder det fra Mikkel Hansen.