Robert Hansen skal i retten for alvorlige anklager

Skrevet af Mathias Madsen

01/10/2022
Robert Hansen til Hjertegalla i 2020 / Foto: Peter Hauerbach/Ritzau Scanpix
Robert Hansen til Hjertegalla i 2020 / Foto: Peter Hauerbach/Ritzau Scanpix
'Kærlighed ved første hik'-skuespilleren Robert Hansen skal i retten tiltalt for to tilfælde af simpel vold og ét tilfælde af grov vold, og han risikerer mange års fængsel.

Mest læste i dag

Robert Hansen har i mange år været en særdeles kendt og folkekær skuespiller, men det omdømme mistede han for nogle år siden, da anklager om narkomisbrug og vold så dagens lys. 

Anklagerne tog hårdt på den kendte skuespiller, og nu skal han faktisk i retten tiltalt for hele tre ting.

Det fremgår af et anklageskrift, som SE og HØR er i besiddelse af. 

Tæskede offer med guitar, indtil den gik i stykker

Den 42-årige skuespiller er tiltalt for to tilfælde af simpel vold og ét tilfælde af grov vold, som anklagemyndigheden altså har vurderet har været af særlig rå, farlig eller brutal karakter. 

Første forhold er ifølge anklageren begået d. 16. november 2020 omkring klokken 13 på Hansens egen adresse på Frederiksberg. 

her er han anklaget for et forhold om simpel vold, fordi han angiveligt har slået en anden person gentagne gange i hovedet med knyttet hånd. 

Andet forhold er ifølge anklageren begået d. 5. marts 2021, hvor han angiveligt har tæsket en anden person med en guitar. 

Angrebet skulle også have fundet sted på adressen på Frederiksberg, hvor Hansen angiveligt har slået sit offer adskillige gange med guitaren, indtil den gik i stykker. 

Slået med Iphone til blodet sprøjtede

Tredje forhold, som Hansen er tiltalt for, skulle angiveligt være sket i den spanske by Fuengirola. 

Her skulle han d. 15. juli 2021 have slået sin daværende kæreste, realitydeltageren Nynne Larsen, i ansigtet med knyttet næve. 

Han er desuden tiltalt for at have sparket hende i ribbenene, da hun efter slaget i ansigtet faldt om på siden.

Nynne Larsen delte dette billede efter hende og Robert Hansens brud i august sidste år. Det har nu ført til en tiltale om simpel vold mod skuespilleren / Foto: Privat

Hansen har tidligere selv udtalt følgende om den episode: "De blå mærker er fra Spanien, hvor vi begge to endte i spjældet, fordi vi var kommet op at slås. Da politiet kom, stod hun og slog mig i hovedet med en Iphone, så blodet sprøjtede."

Strafferammen for simpel vold er op til tre år, og for grov vold er den helt op til seks års fængsel. 

Sagen ventes at komme for Retten på Frederiksberg næste år, men der er endnu ikke fastsat en dato.