Sangerinde, model og aktivist Saszeline Emanuelle Dreyer har de seneste år kæmpet en hård kamp mod corona og regeringens mange tiltag mod den.
Kulminationen på denne kamp var udelukkelsen fra Instagram. Det skete, fordi hun havde delt indhold, som Instagram mente, kunne gøre andre syge.
Lige nu er covid-19 ikke så stor en trussel i Danmark, men det er ikke ensbetydende med fri for sundhedsproblemer i den 39-årige sangerindes liv.
Saszeline har nemlig kastet sig ud i en ny kamp, som er mindst lige så alvorlig. Denne gang er det dog en mere personlig kamp. Det skriver hun på hendes Facebook-side.
– Min dejlige forlovede Asger har desværre fået konstateret en aggressiv lymfekræft, som meget hurtigt har udviklet sig i den forkerte retning. Jeg er derfor gået all-in på at undersøge hvilke muligheder der er for behandling og har lavet en indsamling for at få nok økonomisk hjælp til det kan lade sig gøre, skriver Saszeline og fortsætter:
– Vi er hverken imod kemo eller de etablerede cancer behandlinger i Danmark. Men jeg ønsker en skræddersyet behandling for hans tilstand – lige nu – og da alle sygdomsforløb er meget individuelle og efter samtaler med specialister, mener jeg, det bedste vi kan gøre er at rejse til Mexico, hvor han kommer under et koncentreret behandlingsforløb. Vi vil ikke kun symptombehandle, men arbejder dybere ind i hvad det er som skaber den ubalance indeni, at cancercellerne har lyst til at gro så som de har gjort den seneste måned.
På Gofundme.com kan man se, at målet for indsamlingen er 350.000 kroner. Lige nu er der doneret 83.526 kroner, hvilket altså næsten er 25 % af målet.
De 83.536 kroner fordeler sig på 139 donationer, hvilket svarer til en gennemsnitsdonation på 600 kroner.