Hvis du er en af de mange danskere, der ser frem til et gensyn med Fie, Morten, Amanda og alle de andre ansatte og gæster på Badehotellet, så er der godt nyt.
Ventetiden er nemlig snart forbi for trofaste fans, som glæder sig til næste sæson af den populære TV 2-serie Badehotellet.
Om ganske få måneder - i februar 2018 - vender serien tilbage på skærmen med den femte sæson.
Mere præcist kan du se det første afsnit mandag den 12. februar klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 Play.
- Vi glæder os til at samle alle danskere til endnu en forrygende sæson, så vi midt i den kolde vintertid kan tænde for solen, male bønner til en god kop kaffe og tjekke ind på 'Badehotellet' sammen med de gæster, som vi elsker at være i selskab med, siger Lotte Lindegaard, som er kanalchef på TV 2.
Sæson fire sluttede blandt andet af med, at hotellet skiftede hænder, så der er lagt op til en spændende fortsættelse af den nostalgiske historie om det fiktive badehotel.
Tirsdag kan du få det første smugkig fra sæson 5, når TV 2 sender den første videoteaser ud. Videoen vil give et lille indblik i det drama, som snart vil udspille sig på Andersens Badehotel ved Vesterhavet.
Allerede sidste vinter afslørede forfatterne bag Badehotellet, at 2018 ville byde på en ny sæson af serien. I den forbindelse udtalte de blandt andet, at der stadig er mange ufortalte historier fra den jyske kyst, der fortjener at blive fortalt:
- Vi har en masse historier, vi slet ikke er færdige med at fortælle, og vi glæder os over, at der er et stort publikum, der følger serien. Det er meget opmuntrende, udtalte Stig Thorsboe i den forbindelse til tv2.dk.
Første afsnit af Badehotellet blev sendt i 2013. Siden har mange danskere trofast fulgt livets gang på hotellet, selvom anmelderne ikke altid har udtrykt begejstring for tv-serien.
Badehotellets Rosalinde Mynster afslører: Her er min kæreste