Overborgmester Lars Weiss håber, at Louises historie kan inspirere andre unge.
Lige nu læser andre
Når en buket samles, kræver det både teknik og sans for æstetik. Og præcis de egenskaber bragte københavnske Louise Søltoft Pedersen til tops, da hun sidste lørdag vandt guld i blomsterdekorering ved Europamesterskabet i Skills i Herning som den bedste blandt 11 deltagere.
Sejren – som er den eneste danske guldmedalje blandt i alt 43 fagatleter til europamesterskabet – blev i dag fejret på Københavns Rådhus, hvor Louise modtog hyldest fra overborgmester Lars Weiss, beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken og børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.
“Louises præstation er et godt eksempel på, hvordan håndværk kan løftes til kunst – og det fortjener i dén grad at blive fejret. Med guldmedaljen har hun vist hele Europa, at blomster ikke bare er noget, man stiller i en vase. Det kræver både talent, disciplin og en god portion æstetisk sans, og jeg håber, at den flotte præstation inspirerer flere unge til at gå den tekniske og håndværksmæssige vej. For vi har brug for dem, der bygger vores samfund, holder byerne grønne, teknologien i gang og kulturen levende,” siger overborgmester Lars Weiss i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.
”På rådhuset hylder vi de store mestre. Sådan en er Louise. Hun mestrer nemlig sit fag på et niveau, som er helt unikt – og det skal hun hyldes for.
Louise er samtidig ikke bare en mester – hun vil også blive et forbillede for en masse unge mennesker. Det er nøjagtigt, hvad vi har brug for, når vi skal inspirere børn og unge i forbindelse med deres uddannelsesvej. Det er vigtigt, at langt flere unge overvejer og får øjnene op for en erhvervsuddannelse i fremtiden – det har ikke bare København – men hele Danmark brug for,” uddyber børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.
Læs også
Også beskæftigelses- og Integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken har rosende ord at sige:
“Når unge danske faglærte vinder medaljer, viser de os ikke kun, hvad de kan – de viser, hvad deres fag kan. De er et forbillede for andre unge, og minder os om, hvor vigtigt det er, at vi anerkender og styrker respekten for erhvervsuddannelserne og de lærere, der står bag. Unge danske håndværkere og faglærte leverer på absolut europæisk topniveau. Det kan vi som København og som Danmark være stolte af.”
I Euroskills deltog næsten 600 unge fra 33 europæiske lande i 38 forskellige fag og dystede om at blive europamestre i at lave de lækreste kager, de smukkeste blomsterdekorationer, de flotteste møbler og meget mere.
Det danske Skills-landshold vandt én guldmedalje, seks sølvmedaljer, seks bronzemedaljer og 14 Medallion of Exellence – en særlig anerkendelse for højt niveau af faglige kundskaber.