21-årig gik amok: Københavnsk bus blev spiddet på langs

Skrevet af Mathias Madsen

24/06/2022
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
En voldsom hændelse endte på mirakuløsvis uden dødsfald eller alvorlige skader, da en ung mand gik amok i en bus natten til fredag.

Dagens topnyheder

Natten til fredag sad seks passagerer i bus nummer 500S på vej mod Københavns Lufthavn. 

Turen var som alle andre, men klokken 01:12 tog den en uventet drejning, da en 21-årig mand gik op til buschaufføren og "umotiveret" greb fat i rattet.

"Passageren stiller sig op til buschaufføren, umotiveret tager han fat i rattet og drejer til," har vagtchef hos Københavns Politi, Espen Godiksen, således forklaret til TV2 Lorry

Han har uddybet, at bussen, som kørte på Øresundsmotorvejen, ramte midterautoværnet med så stor kraft, at det knækkede, hamrede gennem forruden på bussen og spiddede den ned langs midtergangen. 

"Bussen kører ind i autoværnet, som knækker. Bussen bliver i den forbindelse spiddet ned af midtergangen," har vagtchefen således udtalt. 

Ulykken skabte stor kø, og ifølge Vejdirektoratet var ulykkesstedet først ryddet klokken 06:00 i morges / Foto: Presse-fotos.dk

Udover chaufføren var der seks passagerer til stede i bussen, men på mirakuløsvis kom ingen "alvorligt til skade" ved ulykken, som den unge mand efterfølgende forsøgte at flygte fra. 

Heldigvis blev han pågrebet af politiet, og han er nu sigtet for straffelovens paragraf 252, som kan give op til otte års fængsel. 

Senere i dag vil den unge mand blive fremstillet i grundlovsforhør. 

Det er endnu uklart, hvorfor den unge mand greb fat i rattet og bragte chaufføren og de seks passagerers liv i fare.