Hjertet sprang formentlig et slag over hos de danskere, der sad og så med på pressemødet klokken 12.00 hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
Det skete da politiinspektør, Kim Kliver, kunne fortælle, at den 32-årige mand nu er sigtet for frihedsberøvelse, voldtægt og mord på den blot 16-årige Emilie Meng.
Sigtet i en 3. sag
Det var begrænset, hvilke informationer politiinspektøren kunne komme med, men det er arbejdet efter anholdelsen af den 32-årige mand søndag den 16. april, der nu har ført til sigtelsen.
Det er vicepolitiinspektør Rune Nilsson, der fortæller, at den 32-årige mand også er sigtet for en episode der fandt sted i november sidste år i Sorø. Her blev en kvinde overfaldet og truet med kniv og tvunget i jorden. Kvinden gjorde dog så meget modstand, at gerningsmanden valgte at flygte.
Politiet mener altså at vide, at den 32-årige står bag denne forbrydelse, og her er han sigtet for trusler med kniv, forsøg på frihedsberøvelse samt forsøg på voldtægt.