75-årig kørt på hospitalet efter "'hændelse": Har anholdt 80-årig

Skrevet af Mathias Nielsen

18/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fyns Politi har torsdag morgen rykket ud til "en hændelse".

Dagens topnyheder

En 80-årig mand er blevet anholdt og kørt til politistationen, mens en 75-årig kvinde er blevet kørt på hospitalet i forbindelse med "en hændelse" i Odense torsdag morgen.

Det fortæller Fyns Politi til SE&HØR, som dog ikke vil oplyse yderligere.

Det vides derfor ikke, hvad der er sket med den 75-årige kvinde. Dog vides det, at hun er kommet alvorligt til skade, men dog i stabil tilstand. Kvinden er fortsat indlagt på Odense Universitetshospital.

På nuværende tidspunkt er det også uklart, om den 80-årige mand vil blive sigtet eller varetægtsfængslet. Politiet fik et opkald omkring 07:00 torsdag morgen, og rykkede herefter ud til adressen på Thurøgade i Odense C.

Det er ikke offentliggjort, om det er en af de to omtalte personer eller en helt tredje, som har alarmeret politiet. Torsdag formiddag er der fortsat betjente på adressen for at undersøge, hvad der mere præcis er sket.

Da der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den 80-årige bliver sigtet for noget og i den forbindelse kræves varetægtsfængslet, er der torsdag formiddag endnu ikke planlagt et grundlovsforhør i sagen.

Hvis den 80-årige bliver sigtet, så skal han stille for en dommer indenfor 24 timer. Det er en rettighed, man som sigtet har via den danske grundlov. Bliver han ikke sigtet, så skal han løslades inden for 24 timer.