Advarer om den kommende vinter: Kan ende uden strøm i timer uden varsel

Skrevet af Mathias Nielsen

26/09/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Den kommende vinter kan i værste fald blive meget hård, lyder det.

Dagens topnyheder

Det er hårde tider for danskerne i øjeblikket. Høj inflation, problemer med at få træpiller og brænde, en kold tid vente - ja, der er flere ting at brokke sig over.

Strømpriserne er også rigtig høje, men den kommende vinter kan i værste fald give et helt nyt problem med hensyn til strøm. Der er nemlig risiko for at strømmen helt forsvinder i op til to timer ad gangen - uden varsel vel at mærke.

Det bliver konsekvensen, hvis energikrisen forværres, og vejret viser sig fra sin koldeste side. I en sådan situation vil der ikke være nok strøm til alle, lyder advarslen.

Lige nu er myndighederne ved at finpudse kriseplanerne. I dem står der, at de i yderste konsekvens må lukke for strømmen i dele af Danmark.

Men inden skyggeklappen helt kommer ned foran øjnene, så er der også en positiv nyhed.

Den nuværende prognose siger nemlig, at der ikke vil blive behov for at anvende de føromtalte kriseplaner. Risikoen for at det kan ske er dog steget. Det fortæller Kristoffer Böttzauw, der er direktør i Energistyrelsen til DR.

- Det er første gang i rigtig, rigtig mange år, at vi er i en situation, hvor vi reelt kigger ind i, at det kan blive nødvendigt. Hvis vi nu rammer en meget hård, kold vinter - og det samtidig er vindstille, så vi ikke har energi fra vindmøllerne - så vil vi være et sted, hvor vi har et presset energisystem, forklarer direktøren.

Kristoffer Böttzauws vurdering bakkes op af Kristian Ruby, som er chef for den europæiske elbranches organisation, Eurelectric, og kan også se energikrisen buldre derudad.

- Det er en historisk presset situation. Vi er nødt til at forberede os på den mest udfordrede vinter i mange, mange år. Jeg vil ikke tøve med at sige 40-50 år, siger Kristian Ruby.