Trafikken står helt stille, da store betondele har ramt både biler og vejene.
Lige nu læser andre
Morgentrafikken nord for Aarhus er gået fuldstændig i stå efter, at store stykker beton pludselig landede midt på E45.
De tunge byggematerialer ligger spredt ud over flere vejbaner, og redningsmandskab arbejder i øjeblikket intenst på at rydde op.
Kaosset opstod ved afkørslen Aarhus N, hvor betondelene ifølge politiet blev tabt fra et køretøj tidligere torsdag morgen. Flere biler blev ramt, og adskillige meldinger om punkterede køretøjer er allerede strømmet ind.
”Vi får flere anmeldelser om tabt gods – sten/beton – på E45 i begge retninger ved Aarhus N frakørslen. Flere biler skulle være punkterede, så kør forsigtigt. Politi og redning er på vej,” skriver Østjyllands Politi på X.
Hele den nordgående retning mod Randers er fortsat helt spærret, og trafikken står stille på lange strækninger. Ifølge P4 Trafik er køerne allerede vokset til flere kilometer, og bilister opfordres til at finde alternative ruter.
Læs også
Også sydgående kørsel er påvirket, da mindre stykker beton ligger på vejbanen her. Farten er derfor markant nedsat, mens oprydningen står på.
Politi og beredskab forventer, at arbejdet kan tage flere timer, og trafikken ventes først normaliseret ud på formiddagen.
Vi får flere anmeldelser om tabt gods – sten/beton – på E45 i begge retninger ved Aarhus N frakørslen. Flere biler skulle være punkterede, så kør forsigtigt. Politi og redning er på vej.#politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) November 13, 2025