Politiforbundet deler bekymrende statistik.
7,1 procent af de politiansatte i dansk politi har i løbet af de seneste to år meldt sig syge som følge af det psykiske arbejdsmiljø. Det er 18 procent flere end for to år siden.
– Det er dybt alarmerende, at flere og flere politifolk melder sig syge på grund af det psykiske arbejdsmiljø. Der er rigeligt med risikofaktorer i politijobbet, men at det psykiske arbejdsmiljø også får politifolk ned med nakken, får alarmklokkerne til at bimle og bamle. Man skal simpelthen ikke blive syg af at gå på arbejde, siger formand for Politiforbundet Heino Kegel i en pressemeddelelse, og uddyber:
– Når medarbejdere i politiet bliver sygemeldt på grund af det psykiske arbejdsmiljø, er der ofte tale om en kombination af højt arbejdspres, alvorlige sager og en hverdag, hvor mange har svært ved at lægge arbejdet fra sig, når vagten er slut.
Ikke alene risikerer politifolk at blive syge af at gå på arbejde. Mange har også svært ved at slippe arbejdet, når de har fri. Faktisk svarer 41 procent, at arbejdet påvirker dem negativt, så de har svært ved at slippe det, når de har fri.
– Det bekymrer os, at mange kolleger har svært ved at slippe arbejdet efter fyraften – og særligt at det påvirker dem negativt. Der kan også sagtens være mørketal, så tallet i virkeligheden er endnu højere. Så der er virkelig brug for, at det psykiske arbejdsmiljø prioriteres langt højere i dansk politi, lyder det fra Heino Kegel.
FAKTA: Det viser trivselsundersøgelsen
- 7,1 procent svarer, at de i løbet af de seneste to år har haft sygefravær på grund af det psykiske arbejdsmiljø. For to år siden var det seks procent, hvilket betyder, at tallet er steget med 18,3 procent.
- 41 procent svarer, at deres arbejde påvirker dem negativt, så de har svært ved at slippe det.
- 16.401 ansatte i politiet er inviteret til at svare.
- 13.586 ansatte i politiet har besvaret undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 82,8 procent.