Bør det blive ved? Ukraines flag må vaje hos private og offentlige myndigheder i lang tid endnu

Skrevet af Mathias Madsen

30/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvis du er træt af at se på Ukraines flag i toppen af flagstangen hos offentlige myndigheder eller i den nabos have, så kommer der her en dårlig nyhed.

Dagens topnyheder

Kort efter Ruslands invasion af Ukraine d. 24. februar blev det tilladt for private og offentlige myndigheder at flage med det ukrainske flag, som er gult og blåt. 

Normalt er det i Danmark ifølge Justitsministeriet ellers kun tilladt at flage med Dannebrog, det grønlandske flag, det færøske flag, de nordiske landes flag, FN's flag og EU's flag uden særlig tilladelse fra politiet, men det blev altså ændret kort efter invasionens start. 

Der meldte Justitsministeriet ud, at det til og med d. 16. marts 2022 ville være midlertidigt tilladt for private og offentlige myndigheder at flage med Ukraines flag. 

Siden da er denne tilladelse blevet udvidet, så den gælder i længere tid, af flere omgange, og nu har ministeriet gjort det endnu engang. 

Ifølge en pressemeddelelse er det således tilladt for private og offentlige myndigheder at flage med Ukraines blå og gule flag indtil udgangen af 2022. 

"Justitsministeren har besluttet at forlænge tilladelsen til, at private og offentlige myndigheder, der måtte ønske det, flager med det ukrainske flag til og med den 31. december 2022," kan man således læse på ministeriets hjemmeside. 

De statslige myndigheder "skal dog flage med Dannebrog på de officielle og ekstraordinære flagdage i perioden."

Det vil sige, at der ved statslige myndigheder som minimum vil blive flaget med Dannebrog til ære for de danske udsendte d. 5. september og igen d. 25. december i anledning af Juledag. 

"Udover de officielle flagdage kan Justitsministeriet bestemme, at statslige myndigheder skal flage i anledning af særlige begivenheder, som f.eks. statsbesøg eller særlige begivenheder i Kongehuset," kan man desuden læse på ministeriets hjemmeside.