Boligejere gjorde chokerende fund i haven: Lå med blod om munden

Nicolai H

14 timer siden

|

30/04/2025
Indland
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Foto: Dyrenes Beskyttelse
De var hurtige om at ringe efter hjælp.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der var blodspor på tænderne og ingen mor i sigte, da en nyfødt egernunge blev fundet forkommen på jorden i en have i Ebeltoft.

Den lille unge var formentlig styrtet ned fra reden under et kraftigt blæsevejr, og tilsyneladende havde moderen ikke været i stand til at hente den tilbage.

Fundet udløste bekymring hos de haveejere, der opdagede ungen. De kontaktede Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, som straks sørgede for transport til Tranbjerg Vildtplejestation.

Her tog vildtplejer Dorthe Madsen imod ungen, standsede blødningen og gav den mælk – en indsats, der ifølge Dyrenes Beskyttelse reddede livet på det blot to uger gamle dyr.

Foto: Dorthe Madsen/Dyrenes Beskyttelse

Bekymrende høje tal

Organisationen har i løbet af april alene modtaget 22 henvendelser om egernunger. Det er flere end på samme tidspunkt sidste år, og tendensen ser ud til at fortsætte. I hele 2024 modtog Dyrenes Beskyttelse i alt 222 opkald om egernunger – og næsten halvdelen faldt i forårsmånederne.

Biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Peter Gravlund Nielsen, understreger, at gode intentioner ofte kan ende galt, hvis folk samler unger op for tidligt.

“Hvis man finder egernunger alene, skal man holde sig på afstand. Moderen tør ikke nærme sig sine unger, når vi mennesker er for tæt på. Når ungerne bliver hjemløse, inden de er klar til at stå på egne ben, er det altafgørende, at de hurtigst muligt kommer tilbage til deres mor,” forklarer han.

Han anbefaler i stedet, at man observerer ungen på afstand, holder hunde og børn væk og kun kontakter 1812, hvis ungen er synligt tilskadekommet – som det var tilfældet i Ebeltoft.

Egern får normalt mellem tre og syv unger i kuldet, og deres primære rede placeres højt oppe i trækronerne. Herfra kan de i kraftigt vejr falde ned – og netop derfor er det vigtigt ikke at fælde træer fra marts til oktober, hvor der typisk er aktivitet i rederne.

“Egern bruger rederne i haverne året rundt, men især fra marts måned og frem til efteråret er der aktivitet og unger i rederne højt i trækronerne. Derfor kan du hjælpe egernet og dets unger ved at undlade at fælde træerne i den periode,” lyder det fra Peter Gravlund Nielsen.

Ads by MGDK