Borgmester til Lars Løkke: Få styr på romaerne i København

Emil Ryttergaard

385 uger siden

|

31/05/2017
Indland
Foto: Polfoto/Jens Dresling
Foto: Polfoto/Jens Dresling
Der er alt for mange romaer i København, og nu bør regeringen træde til og hjælpe med at løse problemet, lyder det fra Københavns overborgmester Frank Jensen.

Dagens topnyheder

- København har et problem. Mange steder i byen kan man se lejre af udenlandske gadesovere, og jeg kan både i medierne og i min indbakke læse om københavnere, der har konkrete problemer med utryghed, affald og efterladenskaber. 

Sådan lyder det fra Københavns overborgmester Frank Jensen, der er bekymret over den udvikling, som de mange romaer i hovedstaden udgør, og derfor bør regeringen træde til og hjælpe med at løse problemet, skriver overborgmesteren i et opslag på Facebook

Selvom kommunen forsøger at hjælpe borgerne og de hjemløse romaer er det ikke lovligt at udvise romaerne fra hovedstaden, da EU-lovgivning sikrer, at alle europæiske borgere kan opholde sig frit i medlemslandene. 

Men det argument mener Frank Jensen ikke kan bruges til at leve et liv som hjemløs på gaden.  

- Meningen med den fri bevægelighed har aldrig været, at man skal komme til Danmark for at samle flasker og leve et usselt liv på gaden. Derfor har København allerede i dag et transitprogram, hvor vi hjælper udenlandske hjemløse gadesovere hjem, som vi foreslår, at regeringen bidrager til. For det er strengt taget ikke en kommunal opgave, skriver Frank Jensen på Facebook.

Derfor opfordrer Frank Jensen nu regeringen til at støtte hovedstadens transitprogram økonomisk, og skærpe reglerne på området, så flere østeuropæiske romaer kan hjælpes på fode og hjem til deres eget land. 

- Vi foreslår for eksempel, at der stilles krav om, at alle, som opholder sig i Danmark, skal kunne opgive en adresse – altså bevise at de har tag over hovedet, siger overborgmester Frank Jensen til Ritzau. 

Den opfordring bakkes op af Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, der dog vil stramme reglerne . 

- Det er et problem, og det har det været i mange år. Derfor foreslår vi, at man gør det ulovligt at opholde sig i Danmark, hvis man ikke kan forsørge sig selv, siger Martin Henriksen til Ritzau. 

I 2016 modtog Københavns Politi over 350 anmeldelser om romalejre, og i løbet af april måned i år har politiet modtaget over 60 anmeldelser fra bekymrede borgere og forretningsdrivende i København, der føler sig chikanerede af romaerne.