Bredt flertal enige om "vinterhjælp" til danskerne

Skrevet af Mathias Nielsen

23/09/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en hjælpepakke til den kommende vinter.

Dagens topnyheder

Et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om en ny hjælpepakke, der skal hjælpe danskere, der rammes af stigende energipriser. Det oplyser Finansministeriet ifølge TV 2.

Aftalen kaldes for “vinterhjælp”, og bag aftalen står Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne.

Aftalen bliver præsenteret fredag klokken 09:40, men TV 2 erfarer, at der er tale om sænkelse af elafgiften til EU’s minimumsats på 0,8 ører pr. kilowatt. Lige nu er den på 70 ører pr. kilowatt.

Desuden vil der være en forhøjet børnecheck på 660 kroner gældende fra januar 2023. Der skulle angiveligt også være opbakning til den afragsordning, som regeringen har foreslået.

Ordningen indebærer, at danskerne kan udskyde dele af betalingen af deres elregning og i stedet afdrage den over en årrække.

Det er særligt Venstre og de konservative, der har haft et ønske om at sænke elafgiften så meget som muligt. For Enhedslisten og SF har det store ønske været målrettet hjælp til de familier med de laveste indkomster.

Ifølge TV 2s oplysninger var regeringen og støttepartierne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, allerede blevet enige om et aftaleudkast torsdag eftermiddag.

Regeringen havde dog et ønske om at lande en bred aftale, og derfor skulle de blå partier også forhandle, hvilket altså fik det hele til at trække ud.