For de hjemløse, der hver dag står med Hus Forbi i hænderne på gadehjørner over hele landet, venter der nu en kærkommen forbedring.
Et bredt flertal i Folketinget, i samarbejde med Danske Bank og foreningen Hus Forbi, har besluttet at fritage indtægterne fra salg af avisen for både skat og modregning i sociale ydelser.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Aftalen skal være med til at sikre avisens overlevelse – og ikke mindst give sælgerne bedre muligheder for at tjene til dagen og vejen.
"Vores mest udsatte borgere skal mødes med værdighed. Hus Forbi er ét af de tilbud, som giver sårbare mennesker et formål og en grund til at stå op om morgenen. Det skal vi værne om," siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.
Den nye ordning betyder konkret, at de hjemløse sælgere kan tjene op til 42.766 kroner om året på at sælge avisen uden at bekymre sig om skattekrav eller nedsatte sociale ydelser.
Tiltaget er ifølge aftaleparterne et vigtigt skridt for at skabe tryghed for nogle af landets mest udsatte, som nu kan arbejde uden frygt for økonomiske konsekvenser.