Charlotte Berwald har altid været vild med heste, men som forfatter lå det ikke lige i kortene, at hun skulle skrive hestebøger:
”Det var slet ikke planen. Min plan var, at jeg ville skrive seriøse bøger til voksne mennesker om alvorlige emner,” fortæller Charlotte til Dagens.dk.
Alligevel er hun endt med at skrive hele to pony-serier indtil videre. Hun er lige nu aktuel med serien 'H for hest', der dog var lige ved ikke at blive til noget.
Kørt ned på et en ridetur
Det har nemlig ikke været en dans på roser at få udgivet bogserien.
I november 2021, da Charlotte var i fuld gang med at gøre serien klar, var hun på tur med hesten ALS Morning Rain og hestens føl, da det utænkelige skete.
”Jeg gik med føllet i snor, da en bilist kommer drønende bagfra. Han sad med snuden i mobilen og kørte derfor halvvejs ude i rabatten hvor vi var,” fortæller Charlotte og fortsætter:
”Vi prøvede at slippe væk, men der var træer, som vi ikke kunne komme igennem. Og så ramte han os. Han knuste ALS Morning Rains ben, sendte mig med hovedet i asfalten og fik rytteren slynget af hesten,” fortæller Charlotte.
Varige men og en død hest
Charlotte er stadig mærket af oplevelsen.
”Morning Rain blev kørt til dyrlægen og hendes røntgenbilleder blev sendt til samtlige hestehospitaler, men man kunne intet gøre. Hun måtte aflives,” fortæller Charlotte om oplevelses.
Den voldsomme oplevelse gik dog ikke kun udover de firbenede
”Jeg selv fik en hjernerystelse, der stadigvæk påvirker mit fokus. Jeg er stadig sygemeldt fra mit studie, men jeg bruger bøgerne som genoptræning. Rytteren slap heldigvis uden større fysiske men, men hun har døjet en del med angst efterfølgende.”
Tre gode råd til den nye rytter
Charlotte har dog ikke droppet hestedrømmen – tværtimod. Lige nu drømmer hun om at skifte parcelhuset ud med en gård, så hun kan opdrætte springponyer og dele sin passion med nye ryttere. Og skulle Charlotte give tre gode råd til en ny rytter ville det lyde således:
-
Sikkerhed frem for alt. Det her er en farlig sport, hvor det hurtigt kan gå galt. Få fat i en god ridehjelm og vælg den rigtige underviser.
-
Udvælg nogle få du stoler på og spørg dem til råds – der er lige så mange meninger som ryttere
-
Husk på kærligheden til hestene. Sig undskyld til både dig selv og hesten når du fejler, og gør det bedre næste gang.