"Ingen æg kan anbefales af Dyrenes Beskyttelse lige nu."
Sådan starter et deprimerende opslag på Facebook, som dyreværnsorganisationen Dyrenes Beskyttelse har lavet.
Før i tiden har man kunne finde et lille klistermærke med teksten 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse' på nogle af de bakker med æg, som man kan købe i de danske supermarkeder.
En ny undersøgelse har dog gjort, at organisationen har hævet deres standarder, hvilket har resulteret i, at ikke én eneste ægproducent kan bryste sig med at være anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.
"En stor undersøgelse fra Københavns Universitet i september viste, at størstedelen af de æglæggende høns lider. Hele 85% af dem har nemlig brud på brystbenet, hvilket medfører stor smerte," står der således videre i opslaget.
Her bliver det forklaret, hvordan de brækkede brystben opstår, fordi hønsene presses og avles til at lægge æg, som er unaturligt store. Ene og alene for at tilfredsstille forbrugerne og øge indtjeningen.
"Vi var selvsagt forfærdede over studiets dokumentation af, hvor udbredt brud på brystbenet hos de æglæggende høns er. Det er helt og aldeles uacceptabelt," har organisationen desuden skrevet i opslaget, hvor de ydermere forklarer, at det ses hos stort set alle høns i "alle grene af ægproduktionen."
Dyreværnsorganisationen har meldt ud, at de "straks" tog fat i deres producenter, som tog sagen "meget alvorligt," og at de selv har "opdateret kravene til produktion af æg under vores mærke 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse', så der selvfølgelig ikke må forekomme brystbensbrud hos æglæggende høns under produktionen."
Dette har dog ført til, at ingen æg længere kan bryste sig med mærket, da "producenterne ikke nu og her har mulighed for at efterleve de krav."
Dyrenes Beskyttelse understreger, at der kan være enkelte æg med mærket i "opsigelsesperioden," men at de altså ikke kan anbefale nogen æg i øjeblikket.
Du kan læse mere om sagen og undersøgelsen på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside ved at trykke her.