Chok: Pernille Vermund stopper

Skrevet af Henrik R

10/01/2023
Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix
Pernille Vermund er snart fortid som formand for Nye Borgerlige.

Dagens topnyheder

Det er nok de færreste der kan tænke Nye Borgerlige uden at tænke på Pernille Vermund, men det skal folk vænne sig til. Partiformanden, Pernille Vermund har netop meldt ud, at hun er i gang med sin sidste periode i Folketinget, og derfor stopper som formand for partiet.

I en blog på Nye Borgerliges hjemmeside fortæller Pernille Vermund om beslutningen, hvor hun allerede nu opfordrer sine partifælder til at forberede sig på, hvem der gerne vil have som ny formand i partiet.

Pernille Vermund gør det klart, at hun kun fortsætter som formand indtil partiets årsmøde eller indtil et ekstraordinært årsmøde, hvis det er det, som bestyrelsen beslutter sig for.

"Jeg har derfor meddelt vores medlemmer, vores folketingsgruppe og vores dygtige ansatte, at dette bliver min sidste periode i Folketinget – og at jeg allerede nu vil anbefale Nye Borgerliges medlemmer at vælge den formand, der skal føre partiet videre frem i den valgperiode, der nu for alvor går i gang. ," lyder det fra Pernille Vermund i blog-opslaget.

En af årsagerne til at Pernille Vermund har truffet beslutningen, skal blandt andet findes i følgende:

"Jeg føler en pligt til at kæmpe for mit land, men jeg har aldrig lagt skjul på, at mit mål ikke har været at skabe en personlig karriere for mig selv som folketingspolitiker. Mit mål med Nye Borgerlige har været at give et politisk hjem og en stemme til de mange borgerlige danskere, som i hverdagen føler sig svigtet af politikere, der siger ét og gør noget andet." lyder det fra Vermund, der fortsætter:

"At tænde et lys i mørket for de danskere, der som jeg selv elsker vores dejlige land og tror på folkestyret, men som ser værdierne, friheden og fællesskabet smuldre som sand mellem fingrene på os. Det politiske hjem har vi med Nye Borgerlige skabt. Den stemme har vi givet danskerne. Det lys har vi tændt. Og nu skal flammen bæres videre."

Du kan læse hele Pernille Vermunds blog-indlæg, hvor hun fortæller om sin beslutning på Nye Borgerliges hjemmeside.