Godt nyt: Dannebrog-nummerpladen kan blive en realitet

Skrevet af Jakob A. Overgaard

10/09/2019
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Kunne du godt tænke dig Dannebrog på din nummerplade i stedet for det nuværende EU-flag, så er der måske gode nyheder på vej.

Dagens topnyheder

Det kan i fremtiden måske blive muligt at få Dannebrog på sin nummerplade i stedet for det nuværende EU-flag. Det er Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der i et udvalgsspørgsmål har spurgt til muligheden for om det kan lade sig gøre.

Ifølge svaret fra Skatteminister Morten Bødskov (S) er der ikke noget, der umiddelbart skulle forhindre Danmark i at indføre nummerplader med Dannebrog i stedet for EU-flaget. Det kræver dog en politisk diskussion og senere beslutning, før det kan indføres. Der er hverken juridiske eller konventionsmæssige grunde til, at det ikke kan lade sig gøre.

Klistermærket blev erstattet af nummerplade

I 2009 blev der indført frit valg for billister, der kunne vælge mellem en klassisk nummerplade og så den nyindførte EU-nummerplade, som mange biler kører rundt med i dag. EU-pladen erstatter DK-klistermærket, der er lovpligtig, hvis man kører sin bil med en klassisk nummerplade ind i et andet land.

For Dansk Folkeparti er det nærmest blevet en mærkesag, da partiet er EU-skeptisk og anser EU-pladen som unødig reklame for unionen. Tidligere har DF stillet konkret lovforslag i forhold til at indføre Dannebrogs-plader. Forslaget blev stillet i 2012, men blev forkastet. Med Morten Messerschmidts spørgsmål til ministeren antydes det, at interessen for at ændre på reglerne på nummerpladeområdet er oppe at vende i partiet nok engang.