Dansk færge i ulykke efter kraftig vind

Skrevet af Mathias Nielsen

03/02/2023
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Færgen mellem Rønne og Ystad måtte fredag vende om, da færgen kolliderede med en mole.

Dagens topnyheder

Færgen "Express 2", der sejler mellem solskinsøen Bornholm og Ystad i Sverige, har fredag eftermiddag været involveret i en ulykke.

Færgen kolliderede med molen i forbindelse med udsejling fra havnen i Rønne.

Bornholmslinjens kommunikationschef, Jesper Maack, bekræfter hændelsen over for Ritzau, skriver TV 2.

Ingen personer er heldigvis kommet til skade ved hændelsen, som skete, da et kraftigt vindstød fik fat i færgen, som ikke kunne stå imod.

- Færgen er vendt om og er sejlet tilbage i havnen, hvor eventuelle skader bliver besigtiget. Vi er desuden i gang med at kontakte Søfartsstyrelsen, som skal undersøge færgen og hændelsen, siger Jesper Maack.

Efter planen skulle "Express 2" sejle fra Rønne til Ystad fredag eftermiddag, og så senere fredag returnere fra Sverige til Bornholm igen.

Det kan dog blive svært, hvis færgen ikke kommer i drift igen fredag.

Passagerer, som skal sejle mellem Rønne og Ystad, kan holde sig opdateret om driften på Bornholmslinjens hjemmeside, som løbende bliver opdateret.

Desuden sender Bornholmslinjen sms'er ud til de passagerer, der måtte blive berørt af ændringerne i fartplanen fredag.