I dag starter billetsalget til Smukfest, men du skal have ekstra penge op af lommen, hvis du gerne vil med.
Lige nu læser andre
I dag starter salget til næste års Smukfest i Skanderborg, som altid er voldsomt populær og ofte bliver udsolgt inden alle navne er offentliggjort.
Lige nu er der nul annoncerede navne til næste år, men det afskrækker formentlig ikke specielt mange. Det er nok snarere prisen, som måske vil afskrække nogle.
Smukfest har nemlig hævet prisen, så det næste år vil koste 3.295 kroner for en partoutbillet til alle dage i Bøgeskoven. Det er 300 kroner mere end de 2.995, det kostede at komme med i år.
Hvilket allerede var 300 kroner mere end de 2.695, det kostede at indløse billet i 2020. Billetten er altså steget 600 kroner på bare to år.
I år var der 29.500 gæster, men for næste år vil der ‘kun’ være plads til 28.500 gæster – altså 1.000 færre gæster.
Dog vil Smukfest stadig tjene 8.550.000 mere end sidst som følge af de 300 kroner ekstra pr. billet.
Men hvad er årsagen egentlig til prisstigningen på cirka 10 procent?
Ifølge Søren Eskildsen, som er talsperson for Smukfest, så hænger det sammen med den nuværende energikrise og inflation, som også rammer Smukfest.
– Udgifterne til at lave festival har været stigende i den senere tid, og vi kigger også ind i en usikker fremtid, hvor prisudviklingen ikke kan forudses. Og vi laver en festival på højt niveau, og det koster mange penge. Vi vil heller ikke neddrosle forventningerne og give publikum et ringere produkt. Vi holder fast i det høje niveau, vi gerne vil lave festival på, fortæller han til Ekstra Bladet.
Søren Eskildsen fortæller desuden, at Smukfest ikke er sat i verden for at generere et overskud til aktionærer. Dog skal der penge nok i kassen, så man kan køre festivalen år efter år uden at gå på kompromis.