Dansk havørn slår verdensrekord: "Jeg har aldrig før hørt om det"

Skrevet af Mathias Nielsen

23/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En havørn i det sydlige Jylland kan vise sig at være en ganske særlig af sin slags.

Dagens topnyheder

Nye billeder af en havørn i det sydlige Jylland har afsløret, at den ikke bare er Danmarks suverænt ældste nulevende havørn, men måske den ældste dokumenterede vildtlevende havørn overhovedet i hele verden. Den 37 år gamle havørn er hunnen i et ynglepar, som har opfostret hele 23 unger siden 2006.

”Jeg har aldrig før hørt om en så gammel havørn”, skriver lederen af det nordtyske ørneprojekt, Bernd Struwe-Juhl i en mail til Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife Danmarks Projekt Ørn.

Bernd Struwe-Juhl bekræfter, at kombinationen af ringe og farver på havørnens ben viser, at den blev mærket som unge på en rede i Nordtyskland tilbage i 1985.

Fundet af den aldrende havørn har vakt stor begejstring i Tyskland. En tysk ekspert i aldersbestemmelse af havørne, Thomas Neumann, anser fundet af den danske ørn for ’fantastisk’.

Den gamle hunørn og hendes mage er stadig yngledygtige og har i år opfostret en unge. DOF’s Projekt Ørn har besluttet ikke at offentliggøre, hvor den gamle hun lever nærmere andet end ’det sydlige Jylland’ af hensyn til hendes beskyttelse.

Den nordtyske bestand var meget lille i 1985, og der blev kun ringmærket fire redeunger det år. En af dem er med sikkerhed fundet død, en anden blev syg og kom til en zoo.

Det betyder, at der kun er to reder nord og nordvest for Lübeck, som den gamle danske ørn kan stamme fra.

Hannen i parret med den gamle hun stammer også fra Tyskland. Han er mærket med ringe, som viser, at han er 24 år. Da parret etablerede sig i det område, hvor de to ørne er nu, har hunnen altså været omkring 20 år og kan meget vel tidligere have ynglet med en anden han et andet sted.

Havørnen er vidt udbredt over store dele af det nordlige Europa, Grønland, Island og hele vejen gennem Sibirien til Stillehavet, men vores sikre viden om deres alder er begrænset af, at der kun er foregået systematisk ringmærkning af havørne gennem nogle få årtier.