De fik nej i ‘Løvens Hule’: Nu er de klar igen

Skrevet af Julie Møller

06/09/2021
Løverne i DR-programmet Løvens Hule: Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jacob Risgaard, Jan Lehrmann og Jesper Buch. Foto: Per Arnesen / DR.
Løverne i DR-programmet Løvens Hule: Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jacob Risgaard, Jan Lehrmann og Jesper Buch. Foto: Per Arnesen / DR.
De blev sendt hjem med besked om, at de kunne komme tilbage, når virksomheden var mere moden. Nu er de klar igen.

Dagens topnyheder

For et år siden stod det nu 26-årige makkerpar Asbjørn Dencker og Ziggi Harttung foran ’løverne’ i DR-programmet 'Løvens Hule'.

De fik ros for deres forretningsidé, som er: Tyggegummi tilsat vitaminer. Men de blev alligevel sendt hjem med besked om, at de kunne komme tilbage, når virksomheden - med navnet Eace - var mere moden. 

I dag har de underskrevet aftale med Orkla Care Danmark, som køber sig ind i virksomheden.

Tyggegummiet med vitaminer er blandt andet tiltænkt unge, som glemmer at tage vitaminpillen, når de er flyttet hjemmefra.

Løvens Hule var ikke klar til tyggegummi med vitaminer – det er virksomheden Orkla. FOTO: Henrik Frydkjær.

Orklas medejerskab i start up-virksomheden skal være med til at sætte fart under Eace’s drømme om at blive en væsentlig spiller på markedet for tyggegummi, der kan andet og mere end at smage godt og give frisk ånde.

Første gang i Danmark

Allerede nu er Eace i 800 butikker i Danmark og i 100 i Dubai. Virksomheden er alene på det danske marked med tyggegummi tilsat vitaminer.

”Vi var så sikre på vores forretningsidé, at et nej fra Løverne blot var startskuddet til at finde den helt rigtige medejer. Det har vi fundet i Orkla. Det er en drøm at have Orkla med i ejerkredsen,” siger Asbjørn Dencker, CEO og stifter af Eace, i en pressemeddelelse.

Med hensyn til, hvorfor Orkla nu investerer i Eace, siger Ingri Wangen Ohlsen, CEO for Orkla Care Danmark:

”Medejerskab af en opstartsvirksomhed som Eace er oplagt. Asbjørn Dencker og Ziggi Harttung er selv unge, og de rammer med deres anderledes produkt og design andre unge, som er åbne overfor nye måder at tage kosttilskud på. Det er virkelig interessant,” siger Ingri Wangen Ohlsen, CEO for Orkla Care Danmark.

Målet for Eace er alene i år at være ude i mindst 1500 butikker. Internationalt er målet at tælle langt flere butikker, nye markeder og nye produkter. Virksomheden ser mod Tyskland og Norden som de næste oplagte markeder.