De har fået lov: Regeringen kan lukke Storebæltsbroen til påske

Skrevet af Henrik R

03/04/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Hvis det bliver nødvendigt, så har regeringen en hjemmel i lovgivningen der giver dem lov til at lukke både Storebælt og Lillebæltsbroen.

Dagens topnyheder

Det er efterhånden gået op for størstedelen af den danske befolkning, at man ikke skal gå ud, medmindre det er nødvendigt, og at det ikke er muligt at rejse, uanset hvor godt et tilbud man end måtte få.

I Danmark er der dog ikke noget indlands-rejseforbud, og det betyder, at du kan komme lige så ofte fra Jylland til Sjælland og omvendt, uden at det giver dig problemer.

Det er dog ikke udelukket, at det helt kan ende med et rejseforbud indenfor Danmarks grænser, og rent faktisk, så har regeringen mulighed for at lukke Storebæltsbroen helt ned.

På pressemødet i statsministeriet den 23. marts, fortalte Mette Frederiksen, at man ikke skulle rejse rundt omkring i landet, da det kunne være med til at øge spredningen af coronavirussen.

Hun fortalte også, at det på sigt kunne ende med et decideret rejseforbud i Danmark, og ifølge DR, så kræver det ikke nogen hastelovgivning, hvis regeringen vil have lukket ned for broen.

De har tilladelsen

Tilladelsen har de nemlig allerede. Det fremgår ifølge DR af et notat fra Vejdirektoratet. De henvendte sig nemlig til Vejdirektoratet den 31. marts, for at finde ud af, om der er en hjemmel i loven, der vil gøre det muligt at lukke bl.a. Storebæltsbroen i påsken.

“Denne dispositionsret, herunder også til at lukke forbindelsen helt ned, bruges med visse mellemrum, f.eks. ved stærk blæst eller færdselsulykker, ligesom den anvendes, når forbindelsen skal bruges til særlige arrangementer, f.eks. cykelløb. Det er vurderingen, at den også ville kunne anvendes som led i udmøntning af en strategi for at mindske smitterisikoen ved COVID19,” lyder det i notatet fra Vejdirektoratet, som DR har fået fingrene i.

I skrivende stund er der dog ikke udsigt til, at regeringen vil gøre brug af den hjemmel, særligt ikke når kurven fortsat går i den rigtige retning.

Antallet af smittede danskere med coronavirus er stigende, men procentvis er det færre og færre, der bliver smittet, og dermed bør der ikke være nogen fare for, at Storebæltsbroen bliver lukket ned i løbet af påsken.