Derfor kan man få corona 3 gange

Skrevet af Mathias Nielsen

11/01/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flere danskere har oplevet smitte mere end 1 gang.

Dagens topnyheder

Langt de fleste danskere har kun fået corona en enkelt gang, få har oplevet smitte to gange og endnu færre har oplevet smitte hele tre gange. Men selvom det er et fåtal ud af alle smittede, så er der stadig nogle.

Ifølge Statens Serum Institut, så er der pr. 10 januar 2022 26.615 reinfektioner konstateret.

En reinfektion defineres som en positiv pcr-prøve, der er taget mere end 60 dage efter prøvedatoen fra tidligere infektion.

Det er også muligt for en person, at blive reinficeret mere end én gang, skriver SSI ifølge Berlingske.

Det lyder vildt at blive smittet 3 gange, så hvordan er det muligt?

Der kan være flere årsager, men umildbart omhandler det antistoffer, virus og immunforsvar.

Hvis man bliver smittet med corona, så danner kroppen antistoffer mod virussen - man er naturligt immun.

Det er samme koncept og tanke, som ligger bag vaccinerne.

“Når virussen kommer, så er meningen, at antistofferne skal fange alle de viruspartikler og sørge for, at de ikke kan komme ind i cellerne. Og hvis det fungerer rigtig godt, og du har en masse gode antistoffer, så sker der ikke noget,” siger Jan Pravsgaard Christensen, professor i infektionsimmunologi ved Københavns Universitet til Berlingske.

Det såkaldte skjold af antistoffer kan dog godt glippe.

Hvis man ikke har nok antistoffer, eksempelvis fordi de er forsvundet over tid, og de dermed ikke kan lave det helt tætte skjold, så kan virussen liste sig igennem.

Det er dog ikke den mest sandsynlige forklaring, hvis man skal tro Jan Pravsgaard Christensen.

Han mener, at den største årsag til reinfektioner skyldes de mutationer, virus laver.

Smittes man eksempelvis med Delta, så er man ret resistent over for smitte med den igen.

Kommer man i nærheden af eksempelvis Omikron, så er kroppen ikke kodet til at modvirke virus, da den simpelthen har et andet “skjold.”

Derfor kan vaccinerede også stadig blive smittet, da virussen har muteret flere gange efter vaccinernes indtog.

Lars Østergaard, professor og ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, mener at reinfektion kan skyldes dårlig dækning fra vaccine eller tidligere smitte - det kan ske, hvis det er længere tid siden, at man enten blev vaccineret eller smittet.

“Det andet er, at immunforsvaret skal passe så godt som muligt til den virusvariant, man skal holde for døren. Der er altså lidt forskel på det immunsystem, man skal bruge for at holde alfa-, delta- og omikronvarianten ude af kroppen,” siger Lars Østergaard.