Nicolai H
Det er blandt en af de største aftaler i Danmark nogensinde – men nogen skal jo finansiere den.
Aftalen om Den Grønne Trepart blev sidste år præsenteret som et historisk skridt mod at reducere udledninger fra dansk landbrug og samtidig forbedre natur og vandmiljø.
Ambitionerne er store: millioner af ton CO₂ skal reduceres, og omkring 10 procent af landets areal skal omlægges til skov og natur. Mindre tydeligt har det dog været, hvordan regningen fordeles.
Men hvem skal finansiere den: Hr. og fru Danmark.
Nye beregninger baseret på aktindsigt, som DR har fået fra regeringen, viser nu, at 82 procent af udgifterne dækkes af statskassen. Det svarer til godt 8.400 kroner per borger frem mod 2045.
Landbrugets andel er derimod kun 11 milliarder kroner ud af en samlet forventet regning på 62 milliarder.
Lavere afgift end industrien
Landmændene bliver pålagt en CO₂-afgift på 300 kroner per ton, fuldt indfaset i 2035. Til sammenligning er afgiften for industrien mere end dobbelt så høj og indfases allerede i 2030.
Ifølge økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet, der har gennemgået tallene, har politikerne bevidst valgt en lavere afgift for at undgå tab af arbejdspladser i landdistrikterne.
“De direkte omkostninger til den grønne omstilling for landbruget bliver i størstedelen håndteret af skatteyderne,” siger han og kalder det økonomiske billede retvisende.
Beslutningen har udløst kritik fra blandt andre Rådet for Grøn Omstilling, der vurderer, at lavere afgifter på landbruget mindsker både incitament og effekt i forhold til CO₂-reduktion.
Regeringen forsvarer modellen
Klima- og landbrugsminister Jeppe Bruus (S) erkender, at det offentlige tager den største økonomiske byrde, men understreger samtidig, at landbruget også bliver pålagt nye krav og afgifter.
“Hvis vi gerne vil omkalfatre vores landskab og lave om på 10 procent af det samlede areal – det er jo helt vildt – så er det så kæmpestor en opgave. Det er vi nødt til at være fælles om,” siger han og understreger, at aftalen ikke er gratis for landbruget.
På markerne mødes aftalen med en vis tilfredshed, særligt fordi den rummer støtteordninger, der gør det realistisk for landmænd at investere i ny teknologi. Landmand Claus Fenger ved Odder håber, at han med støtte kan omlægge sin håndtering af husdyrgødning og dermed bidrage til at reducere udledningerne fra gården.
Aftalen gælder frem til 2045 og dækker både naturgenopretning, lavbundsjord, pyrolyseteknologi og reduktion af kvælstof.
